99 børn myldrer i Myretuen

Sjørring Skoles sfo er stærkt plaget af pladsmangel, støj, fugt og dårlig ventilation

Lone Lærke Krog
Hanne Heskjær med sine to børn, Laurits og Signe, i garderoben, hvor børnenes tøj og støvler fylder meget i det lille rum, der nemt bliver trangt og fugtigt på en regnvejrsdag. Foto: Peter Mørk
Skolevæsen 23. august 2007 22:53

-Tænk hvis der var et rum bare med sofa, puder og bøger, hvor børnene kunne sidde stille lige så længe de havde lyst, uden at blive forstyrret. Hanne Heskjær drømmer om et roligere fritidsmiljø for sine børn efter skoletid. Laurits og Signe tilbringer to eftermiddage til klokken 17 og to eftermiddage til klokken 14 hver uge i Sjørring Skoles sfo, hvor der her efter sommerferien er indskrevet 99 børn. 50 procent flere end for fem år siden. De mange børn betyder, at garderobepladsen er udnyttet til bristepunktet, hvilket især giver problemer i vintermånederne på grund af vådt overtøj og mudrede gummistøvler. Opholds- og spisestuen er indrettet med i alt 56 siddepladser, og der kan kun skabes ventilation, hvis vinduerne åbnes. De trange forhold gør, at skolefritidsordningens personale er nødsaget til i høj grad at styre aktiviteterne i en periode, hvor børnene måske mest af alt har brug for at lege frit. Legeplads, skov og svømmehal bruges flittigt. Frygter efteråret - Personalet er virkeligt kreative, men de er pinedød afhængige af at komme ud. Som forældre frygter jeg den dag efterårets for alvor sætter ind med regn og rusk og alle børn gerne vil være indendøre. Jeg forudser, at støjniveauet og manglen på plads vil øge presset på voksne og børn i form af flere konflikter, sygdom, utilstrækkelighedsfølelse og mangel på lyst til at komme på arbejde eller blive passet i huset, siger Hanne Heskjær. Hendes søn er begyndt at snakke om at stoppe i sfo, men Hanne Heskjær synes ikke, at en dreng på ni år skal være alene hjemme. Hanne Heskjær forstår ikke, hvordan Arbejdstilsynet kan tildele flotte grønne smileys til skolerne i Thisted Kommune, blot fordi kommunen er miljøcertificeret via det private firma, BVQI. - Hvem forstår egentlig denne miljøcertificering. Hvorfor er Thisted Kommune ikke tjekket i denne omgang? Er BVQI kritiske nok?, spørger hun. BVQI har faktisk for snart tre år siden pålagt Thisted Kommune at lave en handlingsplan for at afhjælpe problemerne, men firmaet har ikke siden besøgt skolen. - Jeg undrer mig over, at vi i kraft af vores miljøcertificering ikke får gjort mere ved vores arbejdsmiljøforhold i skolefritidsordningen, siger skoleleder Per Dahm. Myretuen i Sjørring blev i 1993 indrettet i en tidligere lærerbolig, idet man forventede omkring 55-65 børn. I 2004 besluttede Thisted Byråd, at der skulle bygges en ny indskoling og sfo til Sjørring Skole - et projekt til 10-12 millioner kroner. Men senere samme år kom projektet længere ned på listen over nødvendige renoveringer og anlægsarbejder på skoleområdet. Et mindre ambitiøst forslag om indretning af et vindfang i Myretuen til 400.000 kroner blev godkendt i det gamle børne- og kulturudvalg men nedstemt i Thisted Byråd. En ekstra bevilling af trekvart times rengøring hver dag har ifølge et internt sikkerhedstjek ikke løst problemet. På dagsordenen Sjørring Skoles bestyrelse har gentagne gange gjort politikerne opmærksomme på problemerne. Arbejdsmiljøet og de utidssvarende personalefaciliteter for de seks ansatte i Myretuen har jævnligt været drøftet i skolens MED-udvalg og bragt videre i skoleforvaltningen. Forældre har nu skrevet under på en opfordring til skolebestyrelsen om atter at sætte sagen på dagsordenen, hvilket vil ske på tirsdag den 28. august. Hanne Heskjær forstår ikke, at politikerne accepterer, at børnene opbevares som en række syltetøjsglas. - Vi har i tidens samfund så meget fokus på børn, læsning og læring, at de nystartede 1. klasser har flere dansktimer end deres kammerater i 3. klasse havde da de startede i skolen. Men det er ligesom om, at når så skolen slutter, så skal de egentlig helst bare opbevares i stabler i sfo’en, indtil vi forældre kan hente dem og overtage ansvaret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...