Jammerbugt

A Kartoffelwoman tager imod i vildmosen

Marianne Christensen er fyldt med mosehistorier. Hun voksede op med udsigt til Gård 18

A Kartoffelwoman og hendes mand med hænderne i Folva-kartofler. Marianne Christensen har boet i mosen hele sit liv, mens Aage Christensen og hans bror er de eneste, der bor der som tredje generation.Foto Erik Sahl

A Kartoffelwoman og hendes mand med hænderne i Folva-kartofler. Marianne Christensen har boet i mosen hele sit liv, mens Aage Christensen og hans bror er de eneste, der bor der som tredje generation.Foto Erik Sahl

ST. VILDMOSE: Når borgmestrene Mogens Gade og Ole Lykkegaard besøger Vildmoseporten i morgen formiddag for at klippe snoren til Mosekonens Hule på Gård 18, modtages de af A Kartoffelwoman. Det kalder hun sig og det bliver hun kaldt, takket være De Nattergales legendariske julekalender og hendes liv blandt kartofler fra mosen, som hun kender udenad. Marianne Christensen, 48 år og nyslået bedstemor til en lille pige, er formand for Fonden Vildmoseporten og Gård 18 hører til hendes glade barndomsminder. - Det er derfor, mit hjerte sådan banker for Vildmoseporten, siger hun. Hun er opvokset på en ejendom magen til Gård 18. Det var Gård 6, begge fra 1935. - Vi så op mod Gård 18, der var den nærmeste i miles omkreds. Dengang var der ikke de store læbælter og det var sådan, at vi unger måtte gå til ”Thomas stak” i skellet til Gård 7, når vi fulgte kammerater på vej. Det var de to faste pejlemærker. For dengang som nu er mosen et sted, man skal tage alvorligt, fortæller hun. Ude i de opdyrkede arealer var der nu ingen fare for at synke i og blive væk. Men det var og er der i den fredede højmose. - Min far, der ikke lever mere, ville altid på en lang travetur i mere ukendte områder 1. juledag. Et år skulle vi alle sammen gå her fra Damvej, hvor jeg bor på Gård 13, til Aabyvej. Det var meget længere, end vi troede, og det var ikke let at holde retningen, så det var bestemt ikke ufarligt. Nogle af de unge piger havde kun let fodtøj på. Det endte med, at de barskeste blev sendt hjem efter biler, så vi ikke frøs halvt ihjel. Vores førstefødte var med. Han var bare tre år. Men den oplevelse vidner om, at man stadig kan komme galt af sted, selv folk som os, der kender mosen. Bundløse grøfter Da jeg var barn, var det de dybe, ja nærmest bundløse grøfter, forældrene bekymrede sig om. Vi vidste, at vi i hvert fald ikke skulle falde i grøften øst for kostalden. Gårdene havde også store cementsiloer, som heldigvis er revet ned nu. De var ikke tætte i bunden og vandet stod i dem. Skrækscenariet var, da en af mine brødre strittede deri. Han gik altid med en strikket hue og min anden bror fik øje på huen, da mor og far havde travlt med malkningen. De stormede ud og så også kun toppen af huen. Heldigvis havde han kræfter nok til at holde sig fast i kanten af siloen. Ellers havde det været slut med ham. Hjemme blev Gård 13 Marianne Christensen er en endeløs kilde af mosehistorier. Hun og hendes mand, Aage Christensen, flyttede til Gård 13 i 1983. Marianne Christensen er bankuddannet og Aage Christensen snedker og flytningen skete i en tid, da der ifølge Marianne Christensen var fattige kår over hele linjen. Parrets første høst slog fejl, fordi kornet var sået for sent. Men de knoklede løs og efter barn nummer to besluttede Marianne Christensen sig for at blive kartoffelavler på fuld tid, selv om omgivelserne rystede på hovederne. - Vi fik 200 tons det første kartoffelår. Det var i 1984. Nu avler vi 1200-1500 tons, som jeg hellere må kalde det, selv om vi i spisekartoffelregi nu altid regner i tønder, griner hun. Men A Kartoffelwoman er langt fra altid så oplagt, at hun orker det obligatoriske svar: A ønsker mig en foooodprocessor, når folkene brøler på Gertrud. For en dag for syv år siden faldt hun ned fra en stol. Ulykken i stuen - Jeg ville male stuen og dengang havde vi ligesom alle andre en troldhasselgren hængende i loftet. Den skulle væk og jeg havde kun badedapper på fødderne. Jeg gled. Marianne Christensen slog hovedet alvorligt. Resultatet var bl.a. piskesmæld med smerter, der hele tiden lurer og gør en krave om halsen nødvendig, når hun kører. Og først i år blev den arbejdsmæssige side af hendes liv afklaret. Hun er nu ansat i flexjob i sin mands kartoffelvirksomhed på Stormgård. Det morer hende ikke, at hun ikke mere magter, hvad hun plejer. Hun ved også, at hun vil ligge brak et par dage efter begivenhederne i morgen. Men hun glæder sig alligevel over, at det er lykkedes at bevare et stykke af barndommens land, vildmosens nye turistattraktion.