A-kassedirektør: Dagpengeregler skal ændres

Dagpengereglerne bør lempes, og vikarbureauer bør bruge jobcentre, mener a-kassernes direktør Verner Sand Kirk

A-kassedirektør: Dagpengeregler skal ændres

Hvis flere ledige skal tage vikariater, bør politikerne fjerne varighedsreglen, så ledige ikke får beskåret deres dagpenge efter 30 uger på supplerende dagpenge. Samtidig skal vikarbureauerne bruge jobcentre og a-kasser bedre til at anvise ledige til vikariater.

Det siger AK-Samvirkets direktør Verner Sand Kirk, som torsdag drøftede sagen med chefer for de kommunale jobcentre på Fyn.

Vikarbureauerne søger ifølge Berlingske forgæves ledige ufaglærte til industri, restauration og kontor trods stor arbejdsløshed. En af forklaringerne menes at være, at ledige risikerer at miste supplerende dagpenge og komme ned på en lavere sats efter vikariatet.

- Det er en væsentlig forklaring, at man har såkaldt varighedsbegrænsning på supplerende dagpenge. Efter 30 uger skal du vælge, om du vil være fuldtidsledig, eller du vil nøjes med dét, du kan tjene på den lave sats, forklarer Verner Sand Kirk.

Politikerne strammede reglen for at stoppe misbrug, hvor butikker systematisk kun hyrer folk i 25 timer, fordi a-kassen betaler resten i supplerende dagpenge. Ledige kan sige op med dags varsel på supplerende dagpenge, når de har en frigørelsesattest, siger han.

- Det er et mærkeligt paradoks, at Ikea og Føtex melder, at folk ikke behøver sende flere ansøgninger, mens vikarsektoren har problemer. Man bør se på varighedsbegrænsningen, og arbejdsgiverne bør bede jobcentre og a-kasser formidle job, siger han.

Ledige, som afviser at tage et job, straffes hårdt. Første gang mister de dagpenge i tre uger. Anden gang ryger den ledige ud. Derfor er det et problem, hvis a-kasser beder ledige lade være at søge vikariater, påpeger Verner Sand Kirk.

- Det er et problem. Det skyldes, at de rammer ind i varighedsbegrænsningen. De er nødt til at sige til den ledige, at du skal leve af 20 timers arbejde, hvis du gerne vil have jobbet, siger AK-Samvirkes direktør.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.