Erhverv

Mærsk storsælger men kerneforretningen taber penge

Opkøb og vækst dominerer regnskabet for A.P. Møller - Mærsk, der netop er offentliggjort via fondsbørsen.

Maersk Line tabte penge i første halvår. Foto: Phil Noble/Reuters

Maersk Line tabte penge i første halvår. Foto: Phil Noble/Reuters

Opkøb har skabt stærk vækst hos A.P. Møller - Mærsk. Samtidig skal Maersk Drilling børsnoteres, viser regnskabet for første halvår. Den store vækst er dog ikke omsat til overskud for den lyseblå gigant.

Selskabet, der er verdens største inden for containerfragt, omsatte for markante 18,8 milliarder dollar i første halvår, en solid stigning fra samme periode 2017, hvor omsætningen lød på 14,8 milliarder dollar.

Sidste år købte A.P. Møller - Mærsk rederiet Hamburg Süd, hvilket har bidraget kraftigt til væksten. Med opkøbet voksede omsætningen med 12 procent - og uden opkøbet med otte procent.

- Med en stigning i omsætningen på 24 procent i andet kvartal leverer vi fortsat god vækst.

- Sidste års opkøb af Hamburg Süd bidrog positivt til væksten i vores Ocean-segment, og vi er tilfredse med at se organisk vækst i non-Ocean, skriver administrerende direktør Søren Skou i regnskabet.

A.P. Møller - Mærsk venter, at omsætningen for hele året når 40 milliarder dollar.

På resultatsiden eksploderede overskuddet til 2,8 milliarder dollar fra minus 11 millioner dollar i første halvår 2017.

Overskuddet er dog stærkt hjulpet af frasalg og divisioner, der står til at blive udskilt. Uden disse gav A.P. Møller - Mærsk et underskud på 305 millioner dollar for de fortsættende aktiviteter.

Regnskabet viser, at A.P. Møller - Mærsks containerrederier fragtede 6,6 millioner 40 fods containere i første halvår. Og at den gennemsnitlige fragtrate var på 1836 dollar, en pæn stigning fra samme periode 2017.

Men omkostningerne per fragtet container steg til 1837 dollar.

- Vi lykkedes med at nedbringe vores enhedsomkostninger markant i Ocean efter et første kvartal, der blev udfordret på kapacitetssiden, som følge af integrationen med Hamburg Süd, og på netværkssiden.

- Profitabiliteten var, som følge af højere brændstofpriser, på et utilfredsstillende niveau. For resten af året forventer vi forbedringer i indtjeningen drevet af lavere enhedsomkostninger og højere fragtrater, skriver Søren Skou i regnskabet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst