Brønderslev

Å-genopretning i næste uge

Arbejdet med at genoprette Hellum Å til dens oprindelige tilstand går i gang i næste uge. Teknisk udvalg i Brønderslev Kommune holdt møde mandag og virksomheden Svend Aage Christiansen A/S påbydes nu at genoprette åen. Det vil koste 330.000 kroner ifølge genopretningsplanen. Svend Aage Christiansen A/S ejer den grusgrav, der i slutningen af januar og starten af februar ulovligt pumpede vand ud over de omkringliggende arealer. Det medførte at 600 kubikmeter sand fyldte Hellum Å op. Virksomheden har ifølge Karsten Frederiksen (K), der er formand for teknisk udvalg, sagt ja til den genopretningsplan, som Hedeselskabet har udarbejdet. Kommunen har ikke haft den fornødne ekspert-viden i sagen og har derfor købt konsulentbistand hos Hedeselskabet for 90.000 kroner. Den regning prøver de nu at få dækket ind. - I princippet kan vi ikke sende den regning videre. Men vi synes ikke, at det her skal gå ud over skatteborgerne, så vi vil alligevel forsøge, at få pengene dækket ind af Svend Aage Christiansens forsikringsselskab, fortæller Karsten Frederiksen.