Aaaaahh, livet er dejligt

Det nye svømmebad bølgede af gode vibrationer

Marianne Isen
Tina Andreasen var blevet inviteret af sin mor, Aagot Nielsen, og de nød denne luksus og kommer gerne igen til en kurbadsaften i Sæby Svømmebad.Foto: Kim Dahl Hansen
Sæby 11. marts 2007 05:00

SÆBY: Stearinlysene på hvert et trappetrin op til rutschebanen, de levende lys i alle vinduerne og midt ud i bassinet viste allerede udefra, at det var en anderledes fredag aften inde i Sæbys nye svømmebad. Indendøre sad folk i hvide badekåber og lod maden og roen sænke sig. Omkring 50 mennesker havde sagt ja tak til en aften i kurbadets tegn. Blandt dem mor og datter Aagot Nielsen og Tina Andreasen, der kaldte arrangementet for et eventyrligt tilbud og vild luksus. Og bag dem smilede lederen af svømmebadet af de rosende ord. Kim Kupetz har hentet ideen om kurbadsaftener fra Kolding og havde blandt andet selv siddet i en sauna med lukkede øjne, mens en bademester fortalte om de dufte, der fyldte saunaen og hensatte en i en anden verden. - I Tyskland er der faktisk en hel uddannelse i Saunameister, hvor man lærer om hvilke duftolier, der er gode for forskellige ting. Så langt er vi ikke her i Sæby, men vi vil gerne give folk en dejlig oplevelse med duftolier samtidig med at vi fortæller små historier. Kurbadsaftenen var en premiere, og der kunne godt have været plads til 15-20 mennesker mere. - Men nu håber vi, at folk der er her i aften fortæller, hvor de har nydt det, for vi vil gerne gentage arrangementet, når det igen bliver mørkt om aftenen, lover Kim Kupetz.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...