AaB åbner for 6000 gratister

AALBORG: Ud fra devisen om, at Aalborg Stadion skal fyldes, og opbakningen til det nedrykningstruede AaB-hold i Superligaen skal være bedst mulig, har klubben stillet 6000 fribilletter til rådighed til såvel kampen på søndag mod Køge som til næste hjemmekamp, mod FC Midtjylland, onsdag 18. juni. - Vi har rettet henvendelse til de 180 nordjyske klubber under JBU (Jydsk Boldspil-Union, red.) om, at hver klub kan rekvirere seks voksen- og 24 børnebilletter til en af de to kampe, siger direktør Børge Bach. - Desuden kan alle, som har sæsonkort, henvende sig med ønsket om at tage en ven med, ligesom alle medlemmer af AaB's supportklub får mulighed for at tage en kammerat med ind til en af de to kampe, og det betyder, at vi, ud over det sædvanlige billetsalg, kan få ekstra 6000 tilskuere ind til hver af de to kampe. - Vi ser sådan på det, at nu gælder det om at få den bedst mulige opbakning til holdet, og der er tilsyneladende stor interesse for at støtte AaB, for vi har således allerede fået ønsker om gratis billetter fra 60 af de 180 klubber, siger Børge Bach. mingo