AaB åbner guldkamp med 1-0 sejr over FCM

På et mål af Kasper Risgård vinder AaB 1-0 hjemme over FC Midtjylland. AaB er blot to point fra førstepladsen.

Kasper Risgård sendte søndag aften AaB et stort skridt nærmere Superligaens førsteplads. Han stod for kampens eneste scoring, da nordjyderne slog Superligaens førerhold FC Midtjylland med 1-0 i et brag af en topkamp.

FC Midtjylland er fortsat førerulv i Superligaen, men med nederlaget i Aalborg er topkampen blevet åbnet helt op. AaB er nu blot to point efter midtjyderne. FC København har på tredjepladsen fem point op til AaB og syv point op til FCM.

De 11.530 tilskuere på Nordjyske Arena skabte en kulisse, der bestemt var en topkamp værdig, og især hjemmepublikummet fik noget for pengene. De fik et sprudlende AaB-mandskab og en rimelig fortjent hjemmesejr at se.

Efter en lille halv times spil opstod kampens afgørende moment.

AaB skabte sig et overtal i venstre side af banen, hvor Jakob Ahlmann helt upresset kunne slå et indlæg ind i panden på Kasper Risgård, der befandt sig få meter fra midtjydernes mål. 1-0 til AaB.

På trods af en massiv modvind blev AaB-presset blot endnu mere udtalt efter Kasper Risgårds scoring. Gæsterne havde svært ved overhovedet at få hældt bolden ud af egen forsvarszone, og nordjyderne kunne med lidt held være kommet yderligere foran.

Midtjyderne åbnede ellers kampen meget aggressivt og leverede et gedigent pres på hjemmeholdets spillere. Men da stadionuret rundede et kvarter, var det som om, AaB overtog initiativet i kampen.

Anden halvleg blev ikke spillet med samme store AaB-pres. FC Midtjylland fik skabt bedre sammenhæng mellem kæderne og var generelt mest på bolden.

Morten Duncan Rasmussen fik da også en gylden mulighed for at udligne midt i halvlegen, men Nicolai Larsen fik viftet bolden på stolpen. Og tættere på kom midtjyderne ikke.

I næste runde skal AaB op mod Sønderjyske på udebane. FC Midtjylland skal forsøge at rejse sig og bevare duksepladsen med en sejr hjemme over FC Nordsjælland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.