Aarhus

AaB afviser FC Aarhus

ÅRHUS: FC Aarhus og AaB står stejlt overfor hinanden i striden om fordelingen af transferindtægten, da Brian Priske i juli blev solgt til belgiske Genk, og uden udsigt til forlig trækker det op til en retssag. En gruppe aktionærer i 1. divisionsklubben kræver som tidligere nævnt et betydeligt højere beløb end de 100.000 kr., AaB har afregnet, og i går sad parterne til bords sammen, uden at der blev blødt op på holdningerne. - Vi udvekslede synspunkter, men er ikke kommet nærmere hinanden, og vi går nu til juristerne med sagen, oplyser en af de utilfredse aktionærer, det århusianske byrådsmedlem Niels Brøchner. Formanden for AaB A/S, Ole Mølgaard, mener ikke, at der eksisterer nogen sag. - Vi havde tilbudt FC Arhus et møde, hvor vi orienterede om vores dispositioner. Vi har overholdt spillereglerne, understreger Ole Mølgaard, der ikke selv var til stede, men lod sportsdirektør Lynge Jacobsen og bestyrelsesmedlem Jesper Møller ordne paragrafferne. Mødet fandt sted uden deltagelse af AaB's nye koncerndirektør Tom Mathhisen, der i egenskab som ejer af FC Aarhus accepterede salget af Brian Priske på de vilkår, som AaB disponerede efter. abel