AaB bankede rang- ordenen på plads

AaB Ishockey afklapsede Hernings blå ræve med stil

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

AaB-spillerne jubler efter en af de fire fuldtræffere mod Herning.Foto: Martin Damgaard

AaB Ishockey Herning 4-3 Ishockey, AL-Bank Ligaen Af Dennis Søndergaard dennis.soendergaard@nordjyske.dk AALBORG: Det er ligeså selvlysende som fluor. Er SønderjyskEs danske mestre landets bedste ishockeyhold, er AaB suverænt det næstbedste. Selvom Herning i de sidste minutter af kampen i Gigantium Isarena fik skabt unødvendig spænding om kampens udfald, var AaB Ishockey i stort set alle spillets facetter så overlegne, at det atter dufter af storhed for de røde efter to sæsoner med forsmædelige kvartfinalenederlag. Hernings økonomisk trængte mandskab er blot en sørgelig afglans af tidligere tiders midtjysk storhed, og derfor var det stærkt malplaceret, at hjemmeholdet ikke formåede at ombringe gæsterne på det væld af chancer AaB'erne kreerede i kampen. Med fikse kombinationer leveret af tre velsmurte, toptunede kæder, blev gæsterne totalt kørt rundt i ismanegen på en facon, der ikke nødvendiggjorde, at der blev pøset vand i hjemmeholdets forsvarszone i periodepauserne. Og med spillere som Neal Martin, Bjarke Møller og Christian Lie Nielsen på afbudslisten, er der kun udsigt til, at den røde armé får mere at skyde med i fremtiden. Hernings cheftræner Todd Björkstrand prøvede med den foruddiskonterede afventende gameplan. Men selvom han fik sit hold parkeret lavt i banen, vadede AaB'erne alligevel i chancer. Aftenens højdepunkt stod canadiske Russ Moyer for, da han få sekunder efter Hernings 1-3-scoring, afmonterede afslutte et sublimt angreb højt i målet bag Joni Myllykoski. Hernings to reduceringer i tredje periode skabte en anelse ængstelighed blandt de fremmødte i Gigantium Isarena, men sejren blev skøjtet i land. - Jeg synes, vi var klart bedst. De udnyttede bare deres chancer, konkluderede AaB's Rasmus Olsen. KAMPFAKTA: Periodecifre: 2-0, 2-1, 0-2. Mål: 1-0 11:08 Bo Nordby-Tranholm, 2-0 17:16 Daniel Madsen, 3-0 23:55 Lasse S. Lassen, 3-1 30:01 Nicklas Jensen, 4-1 30:49 Russ Moyer, 4-2 47:58 Anders Poulsen, 4-3 56:55 Nicklas Jensen Udvisninger: AaB 3x2, Herning 5x2 Dommere: Jan Bigum, Martin Engelhardt Tilskuere: 1321