AaB bed fra sig i Spanien - men fik høvl

Efter 6-3 til Villarreal i en regulær målfest, kan AaB være stolte over sit omstillingsspil. Men forsvarsspillerne holder næppe fest i flyet til Aalborg. Se billederne fra kampen - klik her

Aab møder på ude bane Villarreal på El Madrigael stadion i 3 runde af UEFA Champions League i fodbold. Foto: Lars Pauli

Aab møder på ude bane Villarreal på El Madrigael stadion i 3 runde af UEFA Champions League i fodbold. Foto: Lars Pauli

90. min. Kampen er slut. Kampen er slut - og det blev i sandhed en mindeværdig aften. Desværre ikke helt på den fede måde. De kolde fakta: der blev scoret ni gange i en fantastisk fodboldkamp på El Madrigal i Villarreal tirsdag aften. Det i sig selv er måske ikke så sensationelt, for mange havde på forhånd ventet, at AaB ville tabe stort til de spanske vicemestre. Men at AaB lavede tre af målene og endda kom foran 0-1 efter en chokstart, det havde vel de færreste ventet. Sammenbruddet i anden halvleg var mere forventeligt. Og så alligevel overraskende efter de flotte første 45 minutter. Cifrene blev for store. Ingen tvivl om det. Og det indrammer AaBs alvorligste problem for tiden - den svage defensiv. I de følgende timer kommer der masser af reaktioner fra AaB lejren her på siden. I mellemtiden kan man fordrive tiden med at læse nedenstående live-opdatering fra kampen - som skal læses nedefra for at give det rigtige billede af dysten. 85. min. MÅL!! Efter en ellers flot kamp er glansen gået af AaB. Joseba Llorente har scoret sit tredje mål i anden halvleg - og dermed bragt Villarreal foran 6-3 i en helt vanvittig målfest. Efter en så flot første halvleg, der endte 2-2, er det sørgeligt at se AaB falde helt fra hinanden til sidst i kampen. Og i historiebøgerne vil et nederlag på 6-3 blot ligne en lussing, uddelt af et ukoncentreret spansk hold. Hvilket det jo måske også er... 79. min. MÅL!! Netop som AaB så endegyldigt færdige ud ved stillingen 4-2 har AaB slået tilbage endnu en gang! På et indlæg efter frispark af Anders Due nåede Andreas Johansson højst - og via en spansk spiller sendte han bolden i nettet til 4-3. Og endnu før glæden over målet havde lagt sig, blafrede netmaskerne igen - men i den forkerte ende. Cazorla, der i den grad overtrumfer Martin Pedersen, sendte igen et indlæg ind foran. Denne gang kom Robert Pires først og kunne score til 5-3. Hvis der er neutrale tilskuere på stadion i dag, så har de en regulær fodboldfest. Men hvor er det ærgerligt for AaB at score tre gange på udebane - og stadig tabe kampen. 75. min. Naturligt nok er Villarreal knap så opsatte på at angribe efter scoringen til 4-2, og det virker ikke som om AaB har overblik og kræfter til at slå tilbage endnu en gang. Ganske vist kom AaB frem ad banen i en tre mod to situation, men Andreas Johanssons afgørende aflevering til Kasper Bøgelund sendte backen i offside. I forbindelse med scoringen til 4-2 fik Martin Pedersen en advarsel af den tyske dommer. 70. min. MÅL!! AaB må rejse tomhændede hjem fra Spanien - med mindre der sker et større mirakel på El Madrigal. Villarreal har bragt sig foran 4-2 på endnu en scoring af Joseba Llorente. Denne gang slap Martin Pedersen sin markering, og det var en smal sag for Santi Cazorla at finde en fremstormende Llorente foran kassen. AaBs kræfter ser ud til at være brugt op. Men det var da sjovt så længe de var med - og nu skal de samle sig selv op for at undgå en ydmygelse. Så hurtigt går det i international fodbold... 67. min. MÅL!! Der er scoret på El Madrigal. AaBerne er helt utrøstelige efter Joseba Llorente har bragt hjemmeholdet foran 3-2 efter et drop af Karim Zaza. Keeperen tabte en let bold efter et langskud fra Marcos Senna. Og på riposten viste Llorente ingen nåde. Villarreal har da også sat alt ind på at vinde. Holdet har foretaget en dobbeltudskiftning og har sat stjernen Robert Pires på banen i stedet for en bleg Mati Fernandez. Samtidig er Bruno kommet ind på midtbanen i stedet for Edmilson, der heller ikke har imponeret. Dermed har træner Pellegrini ikke flere udskiftningsmuligheder, mens Bruce Rioch stadig har alle tre udskiftninger til gode. Det er dog tvivlsomt, om han vil gøre brug af dem, med mindre der kommer skader eller voldsom træthed. Alle AaBere kæmper forbilledligt - men nu er det op ad bakke igen. 57. min. Efter et voldsomt stormløb i de første ti minutter af anden halvleg, har AaB igen fået styr på deres spanske modstandere. Ganske vist har Villarreal bolden langt mere, end de havde i første halvleg, men der er ikke det samme pres på, som fra anden halvlegs start. Og AaB er begyndt at true i banens anden ende igen. Marek Saganowski fik en mulighed efter flot kombinationsspil af AaB, hvor Andreas Johansson fandt polakken på kanten af feltet. Men fejlagtigt blev der dømt offside - hvilket slowbillederne tydeligt viser, at der ikke var. Efter 12 minutter af anden halvleg kom Villarreal lige lovlig tæt på 3-2 med et lob fra Joseba Llorente, der gik hen over hovedet på Zaza med retning mod mål. Men Michael Jakobsen nåede frem og sparkede bolden væk en meter fra stregen. 50. min. Der er tydeligvis blevet uddelt en skideballe i omklædningsrummet hos Villarreal, der er kommet på banen til 2. halvleg med saft og kraft. De spanske vicemestre virker mere koncentrerede, stålsatte på at score og noget hurtigere i boldomgangen, end i første halvleg. Allerede efter 30 sekunder af første halvleg måtte Karim Zaza præstere en pragtredning på et drøn af et langskud, og fem minutter inde i halvlegen måtte han igen i aktion med en flot redning; denne gang på et fladt forsøg fra kanten. Men AaB hænger i - og endnu står der 2-2. 46. min. 2. halvleg sat igang Den tyske dommer har sat gang i anden halvleg af matchen, der indtil videre har været en af de flotteste kampe AaB har spillet i Europa. Der står stadig 2-2, mens Manchester United fører 1-0 over Celtic på Old Trafford, og hvis de resultater holder, så betyder det, at AaB vil sætte sig solidt på 3. pladsen i gruppen og lægge pres på Celtic i kampen om at få den UEFA Cup-plads, der er på spil. Midt i en krisetid, hvor holdet ligger næstsidst i SAS-ligaen kan det være svært at forstå, hvordan mandskabet er i stand til at presse et hold, der sædvanligvis spiller lige op med Barcelona, Real Madrid og de andre spanske storhold. Men forklaringen ligger selvfølgelig til dels i, at nordjyderne får lov at spille det lynhurtige omstillingsspil og ikke tvinges til at føre bolden frem ad banen i etablerede angreb. Præstationen - selv om kampen jo langt fra er slut endnu - sættes i relief af, at det er første gang i 16 kampe Villarreal har lukket mere, end et mål ind. Villarreals træner har reageret med at skifte en enkelt spiller ud i pausen. Angriberen Joseba Llorente er sat ind i stedet for Guille Franco, der ikke fik meget ud af anstrengelserne i første halvleg. Flot af AaB - og KOM SÅ DE RØDE!!! 45 minutter og en slat til målstregen. 45. min (pause) AaB er halvvejs i mål med en suveræn første halvleg, der vil blive husket længe blandt nordjydernes fans; uanset hvordan slutresultatet så bliver. I den sidste fase af første halvleg virkede Villarreal nærmest lamslåede over, at det var lykkedes det kraftigt undertippede og kriseramte danske mesterhold at score to gange - og spanierne blev ikke rigtigt farlige efter AaBs udligning til 2-2. Det virker som om Villarreals backs på forhånd havde bestemt sig for at spille wings i stedet for at agere forsvarsspillere, for gang på gang kan AaB slå kontra og sikre sig et overtal, fordi de spanske spillere ikke løber med tilbage. Hvis det fortsætter sådan i anden halvleg, hvorfor så ikke sætte næsen op efter en sejr? Det kræver en smule mere defensiv disciplin, end AaB har vist i første halvleg. Og så en fortsættelse af de flotte offensive takter. Der brygges måske på en historisk AaB-aften her på El Madrigal.... Statistikken for første halvleg viser 58-42 i boldbesiddelse i spansk favør, men AaB fører i skudstatistikken med 3 skud inden for rammen, mens spanierne kun har haft de to, som gav scoringer. Liveopdateringen er tilbage når anden halvleg starter - og det er længe siden man har glædet sig så meget til en genoptagelse af en AaB-kamp. 36. min. MÅL!! Målene vælter ind i Spanien. Der står nu 2-2 på El Madrigal. Først fik AaB det tryk at mærke, som blev varslet i går. Villarreal bragte sig på 2-1 efter et pragtmål af venstrebacken Joan Capdevila i det 32. minut. Opdækningen på den offensive back var alt for slap, så han fik tid til at finde balancen på kanten af feltet og halvflugte et følt spark helt op i det fjerne målhjørne. Dermed har spanierne nu scoret to gange på to forsøg inden for rammen. Og efter to småfejl af AaBs defensiv. Men netop som det så sort ud for AaB kom de stribede nordjyder tilbage. Marek Saganowski fandt en fremadstormende Thomas Enevoldsen, der kølig udplacerede keeperen og bragte balance i tingene igen. 28. min. MÅL!! Det spanske hjemmepublikum har fået noget at juble over. Efter 28 minutters spil har Villarreal udlignet AaBs føring, så der nu står 1-1 i Champions League braget. Målet faldt efter en opdækningsfejl af Jeppe Curth, der ikke nåede med, da Santi Cazorla satte fra i sprint. Derfor kunne han uhindret lægge en perfekt flad bold ind foran kassen, hvor Guiseppe Rossi dukkede op i mængden. Hans afslutning ramte sad så højt i målet, at Karim Zaza sprællede forgæves. Ærgerligt, for det var første gang spanierne ramte buret - og første gang AaB lavede en fejl defensivt. 25. min. Villarreal er vågnet op efter AaBs scoring. Den gule ubåd, som holdet kaldes blandt venner, presser hårdt for en udligning. Men det bliver meget småspil og meget snævert - og åbner samtidig mulighed for endnu flere kontraangreb. Således var Jeppe Curth med fremme på et indlæg af en storspillende Kasper Bøgelund - men Curths hovedstød kunne Diego López i den spanske kasse gribe ud. Der er formentlig en del spanske fans, der vil sende dårlig karma mod den tyske dommer, hvis stillingen 0-1 holder kampen ud, for slowmotion gentagelsen af AaBs scoring viser, at Saganowski var offside, da afleveringen fra Anders Due faldt. Men den blev altså ikke fløjtet, og AaB har naturligt nok fået endnu mere tro på egne evner og muligheden for at lave et af de helt store resultater, som minutterne er skredet frem. 19. min. MÅL!! AaB har scoret og fører sensationelt 0-1 på El Madrigal. Kasper Bøgelund tog et resolut rush op gennem banen, spillede Anders Due fri i venstre side til et indlæg. På midten stod Marek Saganowski klar med pandebrasken, og selv om hans afslutning ramte keeperen, trillede den i mål. AaBs første mål i Champions League er en realitet. Og sensationen lurer måske? Hvorfor ikke, egentlig? 15. min. Der har endnu ikke været optræk til en spansk scoring, og eftersom landsholdsspiller Joan Capdevila i går mente, at en hurtig scoring var den bedste vej frem for spanierne, så må man sige, at AaB foreløb har formået at stikke en kæp i hjulet på den spanske ambition om at få en let sejr. AaB er skarpe i omstillingsspillet, positive, modige og optimistiske når de ser chancen for en kontra. Og stadig tætte på den bagerste del af banen, hvor Villarreal foreløbig kun har afsluttet en enkelt gang. Og altså stadig mangler den første afslutning inden for rammen. 10. min. Villarreal kæmper med at finde rytmen, og det stormløb, som de varslede på gårsdagens pressemøde er udeblevet. Defensivt har AaB indtil videre haft styr på det spanske hold, der har spillet forudsigeligt og statisk. Andreas Johansson har haft endnu en AaB-mulighed, men hans skud gik forbi kassen. Og så gik der et sus gennem tilskuerne på tribunerne, da Marek Saganowski blev spillet helt blank i straffesparksfeltet af samme Johansson. Polakkens afslutning gik snert over kassen, hvorefter dommerens fløjte lød for offside. AaB spiller som et forvandlet hold. Frisk frem ad banen og kompakt defensivt. 5. min. AaB har fået en helt ualmindelig optimistisk start på kampen på El Madrigal. Villarreal fik ganske vist kampens første afslutning, men den var aldeles ufarlig, og i den efterfølgende fase kom AaB faktisk frem til an god mulighed. Andreas Johansson førte bolden frem og aflevere på kanten af feltet til Marek Saganowski. Han fik dog ikke trykket af før forsvaret i skikkelse af Fabricio Fuentes kunne blokere hans skud. Kort efter kom en endnu større mulighed, da Anders Due blev spillet fri på midterlinien af Jeppe Curth. Efter et langt rush, hvor Due havde Saganowski med sig som spilmulighed centralt, kom der dog et forkølet skud ud af støvlerne. Det er altså den slags chancer man skal have noget ud af, når man spiller på udebane i Champions League. Men omvendt kan man anlægge den positive vinkel og mene, at AaB nu ved, at de kan tilspille sig muligheder. Kampstart: Anført af Thomas Augustinussen er AaB løbet på banen til opgøret mod Villarreal med europamester Marcos Senna i spidsen. Den tyske dommer Florian Meyer og linjevogterne Mark Borsch og Christoph Bornhorst har efter de indledende ritualer med Champions League-hymne, håndtryk og vinkel-bytning fløjtet kampen i gang. De danske mestre vandt lodtrækningen og valgte at starte kampen foran egne fans, mens Villarreal fik lov at give bolden op. Ti minutter før kampen: Begge mandskaber er nu gået i omklædningsrummene igen for at iføre sig kamptrøjerne og gøre sig klar til kamp. Vi har allerede været omkring de to holds startopstillinger, så her kommer et overblik over de reservespillere, der kan komme i aktion i løber af aftenen. Også her må det siges, at Villarreal overtrumfer de danske gæster i kvalitet. AaBs bænk: Kenneth Stenild (målmand), Caca, Simon Bræmer, Jens-Kristian Sørensen, Patrick Kristensen, Lasse Nielsen og Ronnie Schwarz. Villarreals udskiftningsmuligheder: Sebastián Viera (målmand), Diego Godín, Robert Pires, Cani, Joseba Llorente, Javi Venta, Bruno 30 minutter før kampen: AaBs spillere var de første til at vise sig på et stadig næsten tomt stadion i Villarreal. Dog er de ca. 200 tilrejsende AaB-fans allerede på tribunen, hvor de er blevet placeret allerøverst på den højeste tribune; halvvejs i himlen. De spanske tilskuere venter tilsyneladende til lige før kampen med at dukke op, hvilket ikke skulle være usædvanligt for en spansk fodboldkamp. De 11 startende AaBere varmer nu op under ledelse af Allan Kuhn, mens reserverne hygger sig med en bold ved sidelinien. Fem minutter efter AaBs spillere kom til syne, var også hjemmeholdets gulklædte mandskab klar på banen til opvarmning. 45 minutter før kampen: Villarreal har frigivet deres startopstilling til Champions League-matchen. Træner Pellegrini sagde på gårsdagens pressemøde, at han ikke ville spare stjernerne, men et par stykker af dem får nu alligevel et hvil i den forventede nedslagtning af AaB. Faktisk har Pellegrini skiftet hele fem spillere siden weekendens opgør mod Espanyol. Her af må tre af udskiftningerne betegnes som svækkelser. Således er den tidligere franske landsholdsspiller Robert Pirés placeret på bænken lige som angriberen Joseba Llorente og forsvarsspilleren Diego Gódin. De tre er ellers normalt sikre startere. Ikke desto mindre er det stadig et klassemandskab de spanske vicemestre stiller med i en 4-4-2 opstilling, der ser sådan ud: Diego López - Joan Capdevila, Fabricio Fuentes, Gonzalo Rodriguez, Angel López - Mati Fernández, Marcos Senna, Edmilson, Santi Cazorla - Guille Franco, Guiseppe Rossi. Vi venter fortsat på at få spillerne på banen til opvarmning. En time før kampen: AaBs spillere og ledere er ankommet til El Madrigal i Villarreal. Der er endnu ikke begyndt at strømme tilskuere ind på stadion, men om kort tid kommer spillerne fra begge hold på banen til opvarmning. Det er endnu ikke lykkedes at skaffe hjemmeholdets startopstilling, men AaBs cheftræner Bruce Rioch har løftet sløret for, hvilke 11 han starter med. Og der er ingen overraskelser i opstillingen. Som forventet stiller AaB op i en 4-5-1-opstilling med følgende spillere: Karim Zaza - Martin Pedersen, Michael Jakobsen, Steve Olfers, Kasper Bøgelund - Anders Due, Thomas Augustinussen, Andreas Johansson, Thomas Enevoldsen, Jeppe Curth - Marek Saganowski.