AaB bedst i lokalopgøret

Fodbold, Danmarksserien Nørresundby - AaB 2-4 (1-3) NØRRESUNDBY: Det var i sidste ende manglende gejst hos hjemmeholdet i første halvleg, der banede vejen for en fortjent sejr til AaB i lokalopgøret. Således var Nørresundby-træneren Henrik Skoda meget skuffet over både indstillingen og spillet i første halvleg. Det kneb meget for hjemmeholdets spillere at finde hinanden, og der blev på det nærmeste ikke begået frispark overhovedet i første halvleg af NB'erne, så AaB havde let ved at bevare overtaget. Nørresundby fik ellers en glimrende start på kampen med et mål efter kun tre minutter af Jacob Behrendt, der udnyttede et godt forarbejde af Lasse Dahl. Herefter gik hjemmeholdet noget uventet i sort, og da off-side fælden kiksede i det 17. minut, fik Janus Fris udlignet. 10 minutter senere bragte Kasper Riisgård gæsterne foran, og yderligere 10 minutter senere gjorde Frands Jacobsen det til 3-1. Efter nogle velvalgte ord af hjemmeholdets træner i pausen, var det et anderledes tændt Nøresundby-hold, der gik på banen til anden halvleg. Da det allerede i det 49. minut lykkedes for Jacob Behrendt og Lasse Dahl at gentage kunststykket fra starten af første halvleg med en reducering til 2-3, blev AaB'erne i de følgende minutter presset hårdt. Det var flere gange meget tæt på en udligning, men i takt med, at presset blev mere massivt, blev der plads til farlige kontraløb til AaB. Det udnyttede Morten Zinck i det 77. minut til at bringe lidt ro hos gæsterne med den afgørende scoring til 4-2. Kampfakta: Mål: 3. minut 1-0 Jacob Behrendt, 17. minut 1-1 Janus Friis, 27. minut 1-2 Kasper Riisgård, 37. minut 1-3 Frands Johansen, 49. minut 2-3 Jacob Behrendt, 77. minut 2-4 Morten Zinck . Thurø - Hobro 0-2 (0-0) THURØ: Tålmodighed var kodeordet i opgøret mod Thurø, der trods fordel af hjemmebane ikke ville ret meget, men koncentrerede sig om en massiv opdækning foran eget mål. Det gjorde det naturligvis svært for gæsterne at spille sig igennem til åbne chancer, men det blev dog til enkelte muligheder før pausen, idet både Thomas Wetter og Jesper Rasmussen ramte stolperne, mens Michael Fisker var tæt på med et langskud. I den modsatte ende havde Thurø kun en enkelt chance. Efter pausen havde gæsterne fortsat initiativet, men minutter gik, og først et kvarter før tid lykkedes det for topscorer Peter Thomsen at bringe Hobro foran. Det skete efter en aflevering i dybden til Kristian Andersen, der fra baglinien sendte bolden flot på tværs til modsatte stolpe. Samme Kristian Andersen burde have scoret kort før tid på en stor chance, men han gjorde skaden god igen tre minutter inde i overtiden efter forarbejde af Peter Thomsen. Undervejs i anden halvleg var der comeback til Thomas Poulsen på Hobro-holdet, og han gjorde det ifølge træner Per Sørensen ganske godt og havde blandt andet et par gode forsøg. mølbæk Kampfakta: Mål: 75. minut 0-1 Peter THomsen, 93. minut 0-2 Kristian Andersen