AaB bedst i målrig kamp

Kasper Povlsgaard i aktion på stregen for Mors-Thy Håndbold. Foto: Peter Mørk

Kasper Povlsgaard i aktion på stregen for Mors-Thy Håndbold. Foto: Peter Mørk

HANSTHOLM:Sæsonens første møde mellem de to nordjyske ligamandskaber i håndbold for mænd, AaB og Mors-Thy, faldt ud til AaB's fordel. I Hanstholm så et par hundrede tilskuere AaB vinde træningskampen med 40-31 efter 23-15 ved pausen. AaB var i teten fra start, og via 6-5 og 16-11 rykkede holdet til en ottemåls-føring ved pausen. Holdet praktiserede i første halvleg en 6-0 opdækning, som skulle lukke af for de hurtige Mors-Thy-spillere. I anden halvleg eksperimenterede AaB med en mere offensiv opdækning, og uden at være lige så dominerende i de sidste 30 minutter, holdt AaB'erne dog føringen og vandt med ni mål i den scoringsrige match. - De var da uhyggeligt stærke, lød det fra Mors-Thy-træner Per Hvass. - De var os overlegne på alle pladser, og deres kontrafase var helt eminent. Jo, de bliver rigtig gode i den her sæson. Hos AaB stod kun Mattias Gustafsson over grundet rygproblemer - ellers var alle mand i aktivitet, dog minus målmand Jannick Green, som spiller U/21-VM, og scorings-bredden var stor hos vinderne, for hvem to svenske fløjspillere var bedst. Jan Lennartsson satte ni fuldtræffere, Rasmus Wremer nettede syv gange, mens den fra Kolding tilkomne bagspiller Henrik Møllgaard lavede seks mål. Også den nye, norske bagspiller, Kristian Kjelling, fik med fire mål spillet sig ind. - Vi har trænet intensivt den seneste tid, vi har et godt hold og har fået to rigtigt gode spillere til truppen i form af Kristian Kjelling og Henrik Møllgaard, så jeg synes, det ser meget lovende ud, lyder det fra Rasmus Wremer på dette stade af sæsonen. Hos Mors-Thy gik man ikke så meget op i scorings-statistikken. - Vi havde gode, individueller præstationer, ikke mindst Kasper Povlsgaard, som var vores eneste stregspiller, men vi har nogle ting, vi skal have arbejdet med i den kommende tid, sagde Per Hvass, som sender sit hold ud i nye træningskampe nu mod HC Midtjylland og Skjern. AaB og Mors-Thy har endnu en indbyrdes testkamp, som afvikles 30. august. Forinden har AaB to træningskampe, mod henholdsvis Århus GF og GOG/Svendborg, på programmet.