Fodbold

AaB blev klædt helt af i Odense

Forårets første nederlag var af den beskæmmende slags for superligaholdet

OB besejrede AaB 4-0 mandag aften. Foto: Lars Pauli
OB besejrede AaB 4-0 mandag aften. Foto: Lars Pauli

Opdateret 08. marts 2017 kl. 05:24

ODENSE: Efter en flyvende start på foråret med to superligasejre og gevinst i DBU Pokalen kom AaB mandag aften helt ned på jorden i Odense.

Kent Nielsens OB vandt en såre fortjent 4-0-sejr, hvor de i sær i anden halvleg skilte AaB-defensiven af.

Indledningsvist så det ellers lovende ud for AaB. Der var kun spillet tre minutter, da Jakob Ahlmann gik til baglinjen og fandt Frederik Børsting ved første stolpe. Han sparkede imidlertid den store mulighed over mål.

OB var mest på bolden, da aalborgensernes boldomgang slet ikke nåede forårets hidtidige højder. Derfor var det ikke ufortjent, at Casper Nielsen i det 27. minut kunne bringe hjemmeholdet på 1-0. En flot omstilling blev sikkert eksekveret med et faldt spark forbi Nicolai Larsen.

OB besejrede AaB 4-0 mandag aften. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

AaB fik dog en stor mulighed for at udligne i det 34. minut, hvor Frederik Børsting fint fandt Jakub Sylvestr tæt under mål. Slovakken satte indersiden på, men den sidste fart manglede, så Sten Grytebust kunne dykke ned og redde ved roden af stolpen.

Anden halvleg var om muligt endnu dårligere fra AaB’s side. Presset af stillingen satsede AaB en smule mere fremad banen, men kvaliteten i pasningsspillet var så ringe, at de konstant gav giftige omstillinger væk.

Det takkede OB for med yderligere tre scoringer. Joan Simun Edmundsson øgede til 2-0 i det 62. minut, da han stod blank ved bagerste stolpe. 3-0 faldt ved den tidligere AaB-spiller Rasmus Jönsson i det 67. minut, da han løb i dybden og sikkert udplacerede Nicolai Larsen.

Med ti minutter tilbage blev Joan Simun Edmundsson dobbelt målscorer med sit mål til 4-0 for OB.

OB besejrede AaB 4-0 mandag aften. Foto: Lars Pauli

Med nederlaget rykker AaB ud af top-6 - på en dårligere målscore end Randers FC.

Næste opgave er FC Midtjylland på mandag i Aalborg, men det kan meget vel blive uden Rasmus Würtz. Anføreren så gult og er på vippen til at få karantæne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden