AaB-boss vil med få udskiftninger nærme sig ligatoppen

AaB-sportsdirektør Allan Gaarde vil bevare stammen på holdet i sommerpausen, så truppen ikke svækkes.

AaB-sportsdirektør Allan Gaarde, som her ses juble over en sejr over FC København, ønsker at komme styrket ud af sommerens transfervindue. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB-sportsdirektør Allan Gaarde, som her ses juble over en sejr over FC København, ønsker at komme styrket ud af sommerens transfervindue. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB sælger måske en spiller eller to i løbet af sommerens transfervindue, men målet er at styrke fodboldholdet inden næste sæson.

Det fortæller AaB-sportsdirektør efter en sæson, hvor nordjyderne endte som nummer fem i Superligaen.

- Det er et spørgsmål om at optimere truppen. Der skal ikke være så store udskiftninger, som der har været de seneste to somre. For nu har vi noget godt at bygge videre på, siger Allan Gaarde.

Han vil gerne holde fast på de bedste spillere i klubben og forstærke holdet med kvalitetsspillere.

Det var ifølge Gaarde også nøglen til succes for AaB i 2014, hvor holdet overraskende sluttede foran FCK, FCM og Brøndby.

- Kontinuitet er en af de afgørende faktorer for at få succes. Vi vil tættere på de øverste hold i Danmark.

- Vi har en drøm om at snyde FC København, FC Midtjylland, Brøndby og FC Nordsjælland igen. Og der er kontinuitet afgørende. Jeg er sikker på, at vi kommer stærkere ud efter sommerferien, siger Gaarde.

Han ærgrer sig over, at AaB aldrig nåede at kæmpe med om de sjovere placeringer lidt højere oppe i tabellen.

- Vi ville gerne have været tættere på de fire hold foran os, men det er godkendt, at vi kom med i mesterskabsspillet.

- Vi kan slå alle hold i Superligaen. Vi har slået FCK, vi har spillet uafgjort mod FCM og Brøndby. Men vi har haft udfordringer med at score mål.

- Vi har udviklet vores spil, som handler om at spille bolden rundt i egne rækker på jorden og skabe chancer, forklarer Gaarde.

Det var sæsonens største skuffelse for AaB at tabe til Fredericia i kvartfinalen i pokalturneringen.

- Det gør ondt på os, at vi dummede os og røg ud i pokalen. Det var vores mulighed for at vinde en titel. Den tog lidt tid at viske væk, men det var pil op i slutningen af sæsonen, mener Gaarde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.