AaB-boss vil snyde statistikken igen

Statistikken viser, at holdene med flest penge oftest vinder. AaB vil forsøge at snyde den statistik igen.

19. maj 2014 11:04

AaB har langt fra det højeste spillerbudget i Superligaen, og penge til indkøb må nordjyderne se langt efter. Alligevel formåede AaB i den netop afsluttede sæson at vinde både mesterskabet og pokaltitlen.

- Jeg har også læst, at historien viser, at de, der har flest penge, vinder. Bare ikke lige i år. Det er en ære for os at kunne snyde statistikkerne, men vi er også realistiske nok til at sige, at vi sandsynligvis ikke kan gøre det næste år, siger sportschef Gaarde.

- Men vi vil gøre alt for igen at snyde statistikken.

Hvordan mulighederne er i næste sæson, vil Gaarde endnu ikke forholde sig til.

- Det er jo også afhængig af vores konkurrenter. Det kommer helt an på, hvad de gør.

Heller ikke AaB's egen trup er der klarhed over. Anders Due og Jeppe Curth takker af, mens der er et spørgsmålstegn ud for lejesvenden Rasmus Jönsson.

- Der er masser af talent. Vi har 25 spillere i truppen, og vi kommer ikke til at skifte 25 spillere ud. Men nu skal vi først feste, så må vi kigge på fremtiden om nogle dage, siger Gaarde.

- Det her er det største øjeblik i vores 129 år lange historie. Det skal vi have lov til at nyde.

Træner Kent Nielsen glæder sig ligeledes over, at Champions League-kvalifikationen ikke kommer lige om hjørnet for AaB'erne.

- Jeg tror, det er fint, der er ferie. Alle har skullet grave rigtig dybt i slutfasen. Vi har en stille og rolig træningsuge nu, hvor vi godt nok mangler mange, der er på landsholdsopgaver, men derefter ser vi frem til ferie, siger Nielsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...