AaB College har sat sig på eliten

Nørresundby Gymnasium har opgivet tanken om rene eliteidrætsklasser. AaB College udvider

Det er slut med rene eliteidrætsklasser på Nørresundby Gymnasium, men man vil stadig gerne modtage eliteelever. Arkivfoto: Michael Koch

Det er slut med rene eliteidrætsklasser på Nørresundby Gymnasium, men man vil stadig gerne modtage eliteelever. Arkivfoto: Michael Koch

Håndboldspilleren Lærke Møller fra Aalborg DH går til daglig på Nørresundby Gymnasium i en 3. g klasse med 20 andre eliteidrætsudøvere. Hver tirsdag og fredag har eleverne fri om morgenen til at træne håndbold, fodbold eller hvilken idrætsgren de nu udmærker sig i. Men det forbliver den eneste klasse på Nørresundby Gymnasium, der har de vilkår på skolen. - På 2. g har vi otte eliteudøvere, mens der blot er seks på 1. g, og det er simpelthen for lidt til at arrangere morgentræning, for vi får ikke de resterende 'normale' elever i klassen til at komme til en eftermiddagsundervisning. Derfor har vi meddelt Aalborg Kommune, at vi ikke kan være med, hvis de ikke kan garantere os en fuld klasse, siger prorektor Mogens Olesen. Mange eliteklasser Torben Sørensen er elitekoordinator i Aalborg Kommune. Det er hans opgave at få samarbejdet mellem klubberne, uddannelsesinstitutionerne og talenterne til at fungere. - Det er selvfølgelig ærgerligt, lyder kommentaren fra Torben Sørensen. - Men vi hverken kan eller vil bestemme, hvor de unge skal gå i skole. Der er frit skolevalg i Danmark, slår Torben Sørensen fast. Og det valg er faldet ud til fordel for AaB College, der slog dørene op for elever for halvandet år siden. - I år har vi rene eliteklasser på første og andet år af HHX-uddannelsen på handelsskolen i Thurøgade samt en ren 10. klasse på Filstedvejens Skole. Derudover har vi 17 elever på tre forskellige studieretninger på Aalborghus Gymnasium, hvor matematiktimerne er lagt samtidig, så de elever kan deltage i morgentræningen tirsdag og torsdag som de andre, siger direktør på AaB College, Jørgen Hein. I år er der 160 elever tilknyttet AaB College, og Jørgen Heine satser på, at det tal vokser til 250 for skoleåret 2008/2009, hvor han også forventer en ren eliteklasse på Aalborghus Gymnasium. - Vi har nok kvalt Nørresundbys eliteklasse, men der er ikke plads til to institutioner i Aalborg, der tilbyder den slags. Og vi tiltrækker ikke bare elever fra kommunen, men også langt væk fra, siger Jørgen Hein. Mogens Olesen er enig i, at AaB College har taget elever fra Nørresundby Gymnasium, men understreger, at man fortsat vil tage imod eliteelever. - Elever ligger os altid meget på hjerte, også dem, der dyrker eliteidræt. Og vi kan stadig designe et specielt program, der passer til den enkelte uanset om det er en 3-årig eller 4-årig uddannelse, slår prorektoren fast. Unge, der vil påbegynde en ungdomsuddannelse, eliteidrætsmenneske eller ej, skal søge ind senest 15. marts. caspar.birk@nordjyske.dk