AaB-direktør: Skuffet over Brøndby

Stephan Schors mener, at de blå-gule forsøger at fralægge sig en del af ansvaret for tilskuernes opførsel

Der har tidligere været ballade i Aalborg, når Brøndby er på besøg. Her et billede fra foråret 2014. Arkivfoto: Lars Pauli

Der har tidligere været ballade i Aalborg, når Brøndby er på besøg. Her et billede fra foråret 2014. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Skærtorsdag meldte superligaklubben Brøndby ud, at den fremover kræver en lang række krav opfyldt af de øvrige 11 klubber, når de blå-gule fans kommer på besøg. En udmelding, der undrer AaB’s administrerende direktør, Stephan Schors.

- Vi har selvfølgelig forståelse for, at Brøndby har et problem, som skal løses. Det er bare ikke vejen frem, at man som enkelt klub stiller en lang række krav til modstanderen og på den måde fralægger sig en stor del af ansvaret. Den metode skuffer os, siger han.

Brøndby har fået en lang række domme i disciplinærnævnet som følge af tilskuernes opførsel - eller mangel på samme - på udebaneafsnittene. Det får dem nu til at gå i offensiven.

Blandt kravene er opstilling af et fintmasket net foran udebaneafsnittet, generelt øgede krav til hjemmeholdets kontrollører og krav om retsforfølgelse af eventuelle syndere.

- Det nytter bare ikke noget, at en enkelt klub udsteder et diktat. Tingene er nødt til at foregå ved, at alle 12 klubber sætter sig ned og diskuterer det. Det skal løses i fællesskab, siger AaB-direktør Stephan Schors, der ikke før torsdagens melding havde hørt om kravene fra Brøndbys side.

AaB kan prise sig lykkelige for, at Brøndby ikke i dette forår skal besøge NORDJYSKE Arena. Hobro undgår også at skulle tage stilling til Brøndbys krav her og nu, da de allerede i efteråret to gange havde besøg fra Vestegnen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden