AaB-emner i Olsens kikkert

Det nordjyske maskinrum på tale

Rasmus Würtz (t.v.) og Michael Jakobsen i snak under gårsdagens lette omgang træning. Foto: Martin Hjorth

Rasmus Würtz (t.v.) og Michael Jakobsen i snak under gårsdagens lette omgang træning. Foto: Martin Hjorth

AALBORG:Der er visse fordele ved at være tophold i Superligaen. For eksempel bliver det lettere at få de fodboldkyndiges opmærksomhed, og dermed også at komme i betragtning til det danske landshold. Derfor er det ikke usandsynligt, at mindst en AaB-spiller er blandt landstræner Morten Olsens udvalgte, når han tirsdag eftermiddag udtager sit hold til træningskampen mod Polen i næste uge. - Rasmus Würtz har jo tidligere været inde i billedet på landsholdet, og jeg synes han har gjort det så godt i sæsonstarten, at han fortjener en udtagelse, siger AaBs midterforsvarer Michael Jakobsen. - Jeg har da ambitioner i den retning, og det ville være en ære at blive udtaget til landsholdet igen, svarer Rasmus Würtz, der dog ikke tør tage noget for givet. Trio på spring Rasmus Würtz er ikke alene om at være emne til landsholdet. Også beskedne Michael Jakobsen og makkeren i AaBs maskinrum, Thomas Augustinussen, er af flere fodboldeksperter blevet fremhævet som muligheder til den nye Olsen bande. - Jeg er stadig U21-landsholdsspiller, og jeg kan ikke selv vurdere, om jeg er klar til det rigtige landshold endnu. Det må Morten Olsen gøre, siger Jakobsen. Under alle omstændigheder vil Morten Olsen efter alt at dømme have en håndfuld friske landsholdsspillere med i truppen, der skal danne basis for kvalifikationsturneringen til EM 2008. I den forbindelse plejer Olsen gerne at skæve til præstationerne på ligalandsholdet, og der var Thomas Augustinussen med på årets vintertur. Her gjorde han så god en figur, at han kort efter kom med i A-truppen til venskabskampen mod Frankrig.