AaB er politianmeldt for muligt brud på kviklånslov

Det er dybt problematisk, at AaB forsøger at omgå kviklånslov, lyder det fra Alliancen mod Spilafhængighed.

Logoerne for Mr. Green (på trøjen til venstre) og Spar Nord Leasing (til højre) ses her på et billede fra AaB's kamp mod Lyngby søndag.

Logoerne for Mr. Green (på trøjen til venstre) og Spar Nord Leasing (til højre) ses her på et billede fra AaB's kamp mod Lyngby søndag.

KØBENHAVN:Superligaklubben AaB er blevet politianmeldt for et muligt brud på den såkaldte kviklånslov. Det skriver Nordjyske.

Det er Alliancen mod Spilafhængighed, der har anmeldt klubben, fordi den angiveligt bryder kviklånsloven ved at reklamere for både Spar Nord Leasing og spiludbyderen Mr. Green på sin trøje.

Loven, der trådte i kraft i sommer, betyder, at det ikke er tilladt at reklamere for forbrugslån og spiludbydere side om side.

- Uanset om kviklånsloven rammer skævt eller ej, er det dybt problematisk, at AaB bevidst forsøger at omgå en lov, der er lavet for at forhindre spilafhængighed og personlig ruin.

- Det er en kynisme, der skal stoppes, siger Sune Røper, der er formand for Alliancen mod Spilafhængighed, til Nordjyske.

Foreningen, der har til formål at bekæmpe ludomani, pointerer, at logoerne for Spar Nord Leasing og Mr. Green flere gange var synlige på samme tid, selv om de er placeret på henholdsvis forsiden og bagsiden af AaB's trøjer.

AaB har ifølge Nordjyske på forhånd rådført sig om situationen med både advokater og Divisionsforeningen.

Klubben mener ikke, at den bryder loven, da Spar Nords leasingselskab angiveligt skal betragtes som et sikkert bankprodukt.

Kviklånsloven har fået kritik for at ramme skævt. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) åbnede mandag også for at kigge på loven.

- Vi skal undgå, at unge og udsatte, der sidder og ser en fodboldkamp eller lignende, bliver lokket til at tage lån, der i sidste ende kan sætte dem i uoverskuelige gældssituationer.

- Men vi lytter også, når sportsbranchen så enstemmigt siger, at der er brug for at tage et ekstra kig på loven, skrev han mandag til Ritzau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.