AaB'erne hurtigt på skøjterne igen

AALBORG:Tre dages juleferie var hvad det kunne blive til for ishockeyspillerne fra AaB, som i aften stiller op til anden del af jule/nytårstrilogien mod SønderjyskE. Og efter juleflæsket er der lagt op til bankekød i Vojens, når sønderjyderne skal forsøge at revanchere 1-7 lussingen fra ligaen i det første opgør i pokalsemifinalen. - Det er altid svært at spille i den lille hal i Vojens, og de har nok også en hel del at skulle vise overfor deres nye træner. Så det er ikke en kamp, vi tager let på, siger AaB træner, Heinz Ehlers. Han er dog fuld af fortrøstning. Ikke mindst fordi AaB er i stærkeste opstilling. Et par af de unge, Bjarke Møller og Daniel Villadsen, står over med småskader, men ellers er alle mand klar, og Heinz Ehlers er parat til at give nogle af de unge spilletid i Vojens. - Men jeg har sagt til dem, at det her ikke bliver nogen walkover, siger AaB træneren, som dog ikke lægger skjul på, at han gerne ser pokalsemifinalen afgjort allerede i aften. Og så skal der helst heller ikke slides alt for meget på spillerne, som skal være klar til lokalbrag mod Frederikshavn allerede i morgen aften. søp