AaB fik norske stryg

Norske Viking kom bagud, men storsejrede i testkamp

Søren Olsson
Michael Lansing fik chancen i testkampen mod Viking, men måtte se bolden gå ind fem gange. Arkivfoto: Jesper Thomasen
AaB 21. marts 2018 15:39 - Opdateret 22. marts 2018 09:45

FODBOLD: AaB spillede onsdag testkamp mod norske Viking, der i sidste sæson rykkede ned i den næstbedste række.

Men det blev i den grad nordmændene, der trak det længste strå. 5-1 blev slutcifrene efter en kamp, hvor AaB var bedst i de første 10 minutter, men siden sad nordmændene på det hele.

Frederik Børsting bragte AaB i front efter seks minutters spil, da Rasmus Thellufsen sendte Pavol Safranko af sted i højresiden, og han lagde bolden skråt tilbage til Børsting, der dundrede den i nettet.

Men herfra tog Viking fat. Stian Michalsen udlignede til 1-1 efter en flot detalje, hvor han satte Jakob Blåbjerg af og bankede bolden op i nettaget, og kort efter øgede han til 2-1, da Kasper Risgård mistede bolden på midten af banen og satte gang i en norsk kontra, som Michalsen endte med at sende ind via stolpen.

Kort efter var endnu en AaB-fejl årsag til yderligere en norsk scoring. Michael Lansing sendte bolden lige ud i fødderne på en Viking-spiller, og han sendte den videre til Tommy Høiland, der scorede sikkert.

I pausen skiftede AaB den eneste mand fra søndagens startopstilling, Jakob Ahlmann, ud og satte unge Oliver Klitten på banen - han var med i anden halvlegs bedste AaB-angreb, men skulle nok have sparket selv, da han prøvede at sende bolden på tværs til Safranko.

I stedet bød anden halvleg på yderligere to norske scoringer. Først Tommy Høiland, der dukkede op, efter Oliver Abildgaard tabte en hovedstødsduel, og kort før slutfløjt blev det også 5-1, da nordmændene kombinerede sig fint igennem venstresiden og endte med en tværpasning i det lille felt.

AaB’s opstilling var præget af reserver, og der var således ikke spilletid til hverken Jores Okore, Kasper Pedersen, Yann Rolim eller Kasper Kusk, mens fem spillere er væk på landsholdsopgaver.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...