AaB fik point i Brøndby

AaB var tæt på at vinde i Brøndby, men hjemmeholdet fik udlignet i de sidste minutter

Christoffer Green Sørensen
Spillerne fra AaB jubler efter målet til 1-0. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
AaB 21. maj 2018 20:04 - Opdateret 22. maj 2018 15:37

FODBOLD: AaB spillede mandag aften sin sidste kamp i denne sæson i Alka Superligaen.

Nordjyderne gæstede Brøndby, der inden kampen stadig havde mulighed for at sikre sig det danske mesterskab. AaB gjorde sit for at det ikke skulle blive til guldfest på vestegnen. Nordjyderne fik fortjent point med fra Brøndby Stadion.

Kampen startede i et hæsblæsende tempo, og Jakob Ahlmann stod for AaBs første fine offensive aktion i første halvleg. Venstrebacken driblede fra midten hele vejen ned i Brøndby feltet, men desværre for AaB fik de ikke afsluttet angrebet.

Brøndby ville også lege med, og kun takket være Jakob Blåbjerg kom hjemmeholdet ikke foran efter fem minutters spil, da et hovedstød efter et hjørnespark var på vej i kassen, men AaB forsvareren stod rigtigt placeret og kunne heade bolden væk. Kun et minut efter brændte det igen på i den anden ende, da Kasper Risgård fik et kæmpe tilbud få meter for mål. Men den rutinerede midtbanemand havde ikke indstillet sigtekornet rigtigt og sparkede bolden et stykke over mål.

Efter et begivenhedsrigt første kvarter døde kampen ud. Brøndby kunne ikke spille sig igennem et godt organiseret AaB hold, der ikke gav nogen plads væk. Nordjyderne havde kontrol over kampen, og kort før pausefløjt bragte de sig også foran. Kasper Risgård udnyttede sløseri i Brøndby bagkæden og tippede bolden ind over Frederik Rønnow. AaB gik til pause foran med 1-0.

Anden halvleg var kun et par minutter gammel, da Jakob Ahlmann var tæt på at bringe AaB foran med 2-0. Men en flot redning af Frederik Rønnow forhindrede en nordjysk 2-0 føring.

Efter 56. minutter var Kamill Wilczek tæt på at udligne for Brøndby, men Jacob Rinne hev en fremragende redning op ad ærmet og forhindrede polakken i at udligne. Brøndby prøvede at skrue tempoet op i anden halvleg, men AaB var hele tiden godt organiseret. Hany Mukhtar forsøgte sig direkte på frispark efter 69. minutter, men skuddet voldte ikke Jacob Rinne de store problemet.

Pavol Safranko havde en kæmpe chance for at bringe AaB foran med 2-0 efter 74. minutter. Angriberen kom helt fri med målmand Frederik Rønnow, men han sendte en forfærdelig afslutning forbi målet.

Til sidst i kampen kunne AaB ikke holde stand længere. Bolden faldt ned for fødderne af Benedickt Röcker efter 88. minutter, og han sparkede bolden over stregen til 1-1.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...