AaB-fløj får stort ansvar på Sveriges landshold

Jan lennartsson kan se frem til noget nær fuld spilletid ved VM. Foto: Michael Bygballe

Jan lennartsson kan se frem til noget nær fuld spilletid ved VM. Foto: Michael Bygballe

AALBORG:Der hviler et stort ansvar på AaB Håndbolds Jan Lennartsson, når Sverige skal forsøge at spille sig til en topplacering ved VM i Kroatien. Jan Lennartsson figurerer som eneste deciderede højre fløj i 17-mands truppen, hvor det unge alternativ Nicklas Ekberg fra Ystad i sidste øjeblik blev vraget af landstrænerduoen Ola Lindgren og Staffan Olsson, der foretrak at tage Johan Jakobsson, Sävehof, med som ekstra bagspiller. Sidstnævnte er dog samtidig udset som gardering på højre fløj. Udover Jan Lennartsson bliver AaB som ventet repræsenteret af bagspilleren Jonas Larholm og stregen Mattias Gustafsson. En fjerde AaB'er, Rasmus Wremer, har også bejlet til en VM-billet, men måtte se Jonas Källman fra Ciudad Real og Henrik Lundström fra THW Kiel snuppe de to pladser på venstre fløj. Sverige afsluttede søndag VM-forberedelserne med at tabe 25-28 til Norge i finalen i Posten Cup. Her tegnede Jonas Larholm sig for fire mål - som eneste AaB'er på scoringslisten. Sverige indleder VM-slutrunden mod Cuba på lørdag. Puljen tæller desuden Spanien, Kuwait, Kroatien og Korea. Hos Norge har AaB's André Jørgensen i et stykke tid været ude af VM-billedet, og eneste tidligere AaB'er i truppen er Håvard Tvedten fra Pefaversa Valladolid. Norge møder Danmark i sidste runde i den indledende pulje, der desuden omfatter Brasilien, Serbien, Saudi-Arabien og Egypten.