AaB forventer at spille i aften
Superligaklubben oplyser, at man regner med at have banen klar til kampen mod AC Horsens

AALBORG:Der var optræk til triste miner i AaB, men nu skulle det være så godt som sikkert, at aftenens kamp mod AC Horsens i superligaen bliver spillet som planlagt.
Det var snefaldet over Nordjylland ved middagstid, der gav rynker i panden - og sendte AaB Support af sted med sneskovlen for at hjælpe - hos AaB’s ledelse.
- Med mindre vejrsituationen gør forholdene markant værre og banen umulig at holde fri for sne, så spiller vi kampen i aften, og heldigvis har vi mange fantastiske fans og frivillige, der også støtter op og hjælper med at holde tribunerne ryddet for sne, lyder det fra sportsdirektør Allan Gaarde i en pressemeddelelse.
AaB opfordrer dog alle tilskuere til at tage hjemmefra i god tid, så man kan tage den med ro og køre efter forholdene på vejene i eftermiddag.
Kampen mod Horsens er den tredjesidste i Superligaens grundspil, og en sejr sender AaB op på ligaens femteplads.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.