AaB går uvante veje med protest

AaB mener, Århus GF har brugt Erik Veje Rasmussen ulovligt på banen

AALBORG:AaB kan score to ekstra point i mændenes HåndboldLiga, hvis klubben får medhold i den protest, der mandag blev sendt afsted til Dansk Håndbold Forbund (DHF). Det er Liga-kollegaerne Århus GF's brug af den spillende træner, Erik Veje Rasmussen, der er sagens stridspunkt. I Århus GF-lejren stiller 45-årige Erik Veje Rasmussen sig ikke uventet noget uforstående overfor protesten, da klubben på forhånd følte sig på sikker grund i kølvandet på en kontakt til DHF før, at den tidligere landsholdsspiller snørede håndboldskoene og genindtrådte i de aktives rækker på eliteniveau, da skader i stribevis plagede den ambitiøse Århus-klub. - Erik Veje Rasmussen skal - efter reglerne - have en spillerkontrakt, og det tror vi ikke på, han har, siger AaB-sportschef Jan Larsen, der så sent som i onsdags så sine for tiden lidt humpende AaB-tropper tabe 28-31 til netop Erik Veje Rasmussen og kompagni i Århus i et Liga-opgør. AaB-sportschefen forklarer, at spillere i Ligaen skal være på en kontrakt, når de tjener mere end 12.000 kroner, og det sidste omfatter vist indiskutabelt Erik Veje Rasmussen. - Når han går på banen som spiller, må han være omfattet af de samme regler, som alle andre. Det er det aspekt, vi gerne vil prøve af med protesten til DHF. Den er sendt afsted, siger Jan Larsen. Ligner en brøler Dansk Håndbold Forbunds (DHF's) direktør Hans-Christian Jacobsen erkendte allerede mandag, at forbundet har begået en brøler. - Det er en dum og beklagelig fejl, vi har lavet, siger han til TV2/Sporten. I Århus GF er direktør Henrik M. Jacobsen chokeret. - Jeg har ganske enkelt ikke en så udviklet fantasi, at jeg overhovedet kan forestille mig, at det kan komme på tale, at vi fratages point. Vi har fulgt alle de instrukser, vi har fået, siger han. Vil en klub nedlægge protest efter en kamp, skal det ske inden for 10 dage. Derfor er det kun AaB, der kan nedlægge protest. DHF blev kontaktet Indtil videre er det usikkert, hvor hårdt en eventuel afgørelse vil ramme Århus GF, hvis AaB Håndbold får medhold i protesten. Erik Veje Rasmussen trådte ind på det skadesplagede Århus GF-hold allerede i optakten til den igangværende sæson, og han har stort set figureret på holdkortet siden. - Jeg troede, AaB protesterede over, at jeg var for gammel, men det er nok ikke tilfældet, var Erik Veje Rasmussens første humoristisk betonede tæmning af den uventede protest-studsbold fra AaB-lejren. - Nej, alvorligt talt. Jeg synes, det er et stort problem, hvis man mister forudsigeligheden indenfor forbundet. Forstået på den måde, at Henrik M. Jacobsen (direktør i Århus GF, red.) kontaktede DHF i sin tid for at få en forhåndsgodkendelse på, at jeg spillede med på Liga-holdet. Hvis vi nu får et svar, der siger, at det ikke var tilstrækkeligt, og vi eventuelt mister de erobrede point i de pågældende kampe, så bliver det stærkt problematisk, fastslår Erik Veje Rasmussen. - Ønsker klarhed - Det svarer jo til, at man skal spille en håndboldkamp, hvor man ikke i forvejen kan få at vide, hvor mange skridt spillerne må tage. Det er ligesom sjovest, når vi alle enige om, at det er tre skridt, vi taler om, fortsætter Erik Veje Rasmussen. Han vil ikke trække i Århus GF-trøjen til århusianernes næste kamp. Det har protestsagen skabt for stor usikkerhed om de legale i. - Vi må først have klarhed om reglerne fra DHF, fastslår Erik Veje Rasmussen. Han tør ikke spå om, hvad udfaldet bliver i sagen. - Det scenario, vi prøver at opstille nu går på, at DHF har sagt ok for, at jeg spillede, men der er mulighed for, at reglementet siger noget andet. Nu må protesten gå sin gang, og jeg ønsker ikke at kommentere, om jeg finder AaB-protesten fair, slutter Erik Veje Rasmussen.