AaB generobrer playoffplads efter dramatisk comeback

AaB vendte onsdagens opgør mod Vejle og vandt 2-1 i et intenst opgør med tre røde kort til vejlenserne.

AALBORG:AaB generobrede førstepladsen i nedrykningsspillet, da Vejle onsdag smed en føring i Aalborg. Aalborgenserne vandt 2-1 og vipper dermed Sønderjyske af pladsen, der giver adgang til Superligaens europaplayoff.

Sønderjyderne har dog en kamp i hånden.

Hjemmeholdet var det dominerende mandskab. Men nordjyderne sled med at blive farlige på deres opspil og dermed sætte slutprodukt på bestræbelserne.

Vejle blev ofte presset langt tilbage. Men til gengæld fik AaB store problemer med at skabe plads, når vejlenserne blev mere kompakte. Det blev dog lettere efter en udvisning til udeholdet i anden halvleg.

Alt imens havde Vejle svært ved at spille sig til chancer. Til gengæld fik gæsterne en foræret lige inden pausen.

Kristoffer Pallesen missede en clearing i AaB’s midterforsvar, hvilket gav German Onugkha en friløber af kaliber. Derfra sendte den russiske angriber med lethed Vejle foran.

Et kvarter inde i anden halvleg var den lejede angriber igen involveret i en scoring. Det blev dog en udligning, da Onugkha i en luftduel sendte bolden bag egen keeper.

Her åbnede kampen sig i høj grad på ganske kort tid. Ti minutter senere modtog Vejles Saeid Ezatolahi nemlig sit andet gule kort i kampen.

I første angreb efter udvisningen sendte Kristoffer Pallesen så et perfekt indlæg ind til Tom van Weert, der bragte nordjyderne foran på et hovedstød.

Mod kampens slutning udlignede indskiftede Lucas Jensen for det decimerede vejlehold. Men dommer Peter Kjærsgaard dømte for et øjensynligt tyndt AaB-frispark i feltet. Det gav protester fra vejlebænken, hvilket resulterede i to røde kort til trænerstaben.

Sønderjyske kan igen indtage førstepladsen i nedrykningsspillet og dermed pladsen, der kvalificerer til europaplayoff, når mandskabet skal til Horsens torsdag. Derefter venter sæsonens sidste runde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.