AaB Håndbold jagter Europa

AaB Håndbold har stadig en teoretisk chance for europæisk håndbold næste sæson, når klubben bliver til Aalborg Håndbold.

Selvom AaB Håndbold har måttet vinke farvel til drømmene om både guld-, sølv- og bronzemedaljer, kan de stadig nå at sikre en plads i Cup Winner’s Cup til det nye Aalborg Håndbold fra næste sæson. Det sker, hvis AaB Håndbold lørdag slår Team TVIS Holstebro, mens KIF Kolding vinder deres kamp i den anden pulje. Men selv om kampen har betydning, er det i følge Henrik Toft svært at sætte sig op til den sidste hjemmekamp, når der ikke er medaljer på spil. - Det er selvfølgelig lidt svært. Jeg havde håbet, de sidste kampe havde været DM-finaler, men sådan skulle det ikke være. Nu er det vigtigt, at vi slutter godt af, og at vi får takket hjemmepublikummet for den store opbakning, de har vist os, siger Henrik Toft, der fra næste sæson spiller i AG København.