AaB Håndbold satser på at hente pokalsucces

AALBORG:Store og stolte pokaltraditioner kan AaB Håndbold ikke prale med, men står det til klubbens direktør, Jan Larsen, skal det ændres fra næste sæson. - Vi har trukket ligarivalerne fra TMS Ringsted på udebane, og uden at forklejne dem, bør vi have pæne muligheder for at spille os i kvartfinalen, og så er der altså ikke ret langt til en pokalfinale, siger Jan Larsen. - Kun en enkelt gang tidligere har vi været tæt på en plads i pokalfinalen, men det glippede efter en omkamp mod Kolding, og det ligger fem-seks år tilbage, så det vil være dejligt med lidt pokalsucces. - I den kommende sæson skal vi ikke spille europæiske kampe, så vi kan koncentrere os fuldt og helt om turneringen samt pokalen, så selvfølgelig skal der satses for at nå helt frem til finalen, siger Jan Larsen. Han betegner lodtrækningen mod TMS Ringsted som hverken godt eller skidt. - Med flere 2. divisionshold i 1/8-finalen kunne vi med held have trukket et af dem, eller vi kunne have fået hjemmebane, men omvendt kunne vi også have fået FCK Håndbold eller GOG, så vi skal vist være tilfredse med den lodtræning. - Og med spilletidspunkt i starten af september kan pokalkampen blive en fin generalprøve, inden jagten på point begynder.