AaB Håndbolds egen hule skal erobres

AaB-mandskab med nye folk søger sikker havn

AALBORG:Den pauvre 04/05-sæson startede for AaB Håndbolds vedkommende med et forsmædeligt nederlag hjemme til bundholdet Bjerringbro. Fiaskoen gav et varsel om en forestående sæson med ustabilitet og skuffelser. Det halve hold er skiftet ud, og den nye sæson startede anderledes positivt med uafgjort ude mod Kolding i sidste weekend. Lørdag eftermiddag vil AaB forsøge at finde en bølge at ride på mod det fusionerede Bjerringbro-Silkeborg mandskab, der kan vente stormvejr fra start. - Det er en af de kampe, som vi bare skal vinde, hvis vi vil blande os i toppen, siger nytilkomne Kristian Gjessing.' Han forventer, at AaB i år skal spille med om slutspilspladser, mens gæsterne skal kæmpe for at undgå nedrykning. Så meget desto vigtigere bliver en sejr. - Det er vigtigt for os at komme godt fra start, sætte os tungt på vores egen hjemmebane, og få fornemmelsen af at ride på en bølge, siger Gjessing. Rytmen er der Den hårdtskydende back får hjemmedebut i Stadionhallen mod Bjerringbro-Silkeborg. Han er dermed i samme situation som Daniel Svensson, Rasmus Haagensen og Thomas Klitgaard. En hel kvartet af nye nøglespillere, der har måttet bruge pre-season på at finde sammen. - Den seneste måned er der sket meget positivt med sammenspillet og med rytmen, så vi er ved at være på plads, fortæller Gjessing. - I kampen mod Kolding kunne vi for alvor mærke, at den er ved at være der. Spillet flød godt i både forsvar og angreb, og vi slap for alt for mange misforståelser, uddyber han. Lørdagens kamp bliver første mulighed for at vise sig frem for hjemmepublikum, og den chance skal gribes. - Jeg håber først og fremmest, at vi vinder. Men det er klart jeg også drømmer om at spille en god kamp, slutter Kristian Gjessing. Følg kampen live på ANR Hit FM fra klokken 15.