Fodbold

AaB har brug for vitaminer

Selvtillid en mangelvare

AALBORG:I den senere tid har der været debat om overforbrug af piller i dansk topfodbold, men i AaB-lejren er der hårdt brug for at finde nogle vitaminer, som kan kvikke op på den slaphed, der i 0-3 dukkerten i aftes mod FC Nordsjælland blev udvist over hele linien. “Balletfodbold”, lød den rammende karakteristik fra en kollega om AaB’erne, der totalt forsømte at bruge albuerne og løb frustrerede rundt i gæsternes kombinationer. Med fem mål i de første fire kampe - en scoring hvert 50. minut - lignede Rade Prica en målmager af rang. Siden har han været på banen i 10 timer uden at score, men især i aftes virkede det også, som om de øvrige AaB’ere ensidigt forsøgte at basere offensiven på svenskeren, der gang på gang fik hældt bolden frem uden at få tilstrækkelig støtte. Prøv en ny makker Dog lykkedes det to gange i første halvleg Rade Prica at sendte Caca afsted med friløbere, men resultatet blev en kæmpe afbrænder ved 0-0 og et brændt straffespark ved 0-1, og så mistede AaB den smule glød, der var tilbage i holdet. Det første kvarter efter pausen udviklede sig i alle henseender pinligt for hjemmeholdet, der tillod gæsterne at lave to nemme mål og kvajede sig omkring en dobbeltudskiftning. Nu er der to ugers pause, hvor Thomas Augustinussen forhåbentlig kommer i omdrejninger som en tiltrængt arbejdskraft. Desuden bør trænerteamet alvorligt overveje en mere fremskudt og målfarlig makker til Rade Prica end Caca, der især har svigtet som afslutter. Både Chrys og Simon Bræmer er relevante emner. Med blot to point i de seneste fire kampe er værdien af AaB’s fine sæsonstart kraftigt devalueret, men holdet bør ikke af den grund dømmes færdigt som bejler til en topplacering. OB har vist vejen OB er et aktuelt solstråle-eksempel på, hvor hurtigt tingene kan vende, når alle parter knytter næverne. For to måneder siden hang OB-lejren med hovedet efter at have indledt superliga-sæsonen med to skuffende hjemmekampe, 0-2 mod Esbjerg og 1-1 mod Randers, og cheftræner Bruce Rioch jamrede over mangel på angribere. Siden er OB gået ubesejret gennem 10 kampe, inklusive de to UEFA Cup-opgør mod Hertha Berlin, hvor fynboerne banede sig vej til gruppespillet. AaB mangler syv ligakampe i efteråret og bør have en klar fordel i, at alle konkurrenterne står foran et hårdere program. I samme periode skal både FCK og OB således gennem tre ekstra opgaver - for begges vedkommende i form af to europæiske kampe og en landspokalkamp - mens Brøndby nøjes med pokalmatchen mod OB som supplement til Superligaen. Gruppespillet i UEFA Cup med fire attraktive kampe (lodtrækning på tirsdag) bringer automatisk OB ind i en positiv spiral både sportsligt og økonomisk. Og hvis nogen har glemt, hvordan fynboerne overhovedet kom med i UEFA Cup, så skete det via en tredjeplads i Superligaen og ved at overvinde to hurdler i Toto Cup’en. Nu er det op til AaB at jagte en tilsvarende succes. Men det kræver, at både spillere og trænere rejser sig hurtigt efter en nedtur, der sved.