AaB har solgt guldchancen

Men til gengæld skal klubben have en medalje for købmandskabet

AALBORG:En hel håndfuld spillere skal vokse ikke så lidt med opgaven, hvis AaB skal udfordre FC København i kampen om det danske fodboldguld, når foråret banker på. Godt nok kan en enkelt spiller ikke vinde guld alene, men Rade Prica har for AaB været den ener, der ofte gjorde forskellen. Den spiller, der tvang modstandernes forsvar til at binde en eller to mand fast til svenskeren for at holde ham fra fadet. Det har givet plads til andre på tavlen, og det bliver i foråret op til dem at bevise, at de kan klare sig på egen hånd. Umiddelbart ligner det en svær, nærmest umulig, opgave. I hvert fald skal spillere som Jeppe Curth og Andreas Johansson træde i en sådan karakter, at deres fødder nærmest skal eksplodere for at fylde de enorme sko, som Prica efterlader i AaBs forreste række. Guld på kontoen Der er intet jeg hellere vil, end at æde ordene igen, når AaB i den tidlige sommer får Nordjylland til at eksplodere i guld-ekstase. Men med salget af Prica tror jeg sommeren i stedet får sølv- eller bronzeskær. Hvis det nordjyske fodboldflagskib må nøjes med medaljer af sekundær karat i ligaen, kan man til gengæld konstatere, at AaB med salget af den svenske bomber har meldt sig ind i feltet af kandidater til titlen ¿Danmarks bedste fodboldkøbmand¿. Han var gratis - altså lige bortset fra et personligt transferfee - da han kom til Aalborg for halvandet år siden. Og med en formodet salgspris på den rigtige side af 20 millioner kroner, har AaB på godt nordjysk gjort en handel, der må betegnes som ¿ikke så ringe¿. Klubben har skaffet et økonomisk rygstød, der forhåbentlig skal bruges som afsæt til en ny ære med succes, hvis ellers pengene bliver forvaltet fornuftigt. Ingen indkøbspanik I klubbens melding om salget konstaterer man, at der er sat penge af til at genforstærke holdet. Men man skal nok ikke forvente, at AaB løber til kassen lige inden lukketid i januars transfervindue. Det ville være for risikabelt at smide en alt for stor del af Prica-gevinsten væk på et wildcard, der måske ikke kan slå til i den danske liga. Kun hvis den helt rigtige mand allerede er i kikkerten, skal AaB op med tegnedrengen med det samme. Ellers bør man vente, til en spiller med den rigtige profil dukker op. Må man i al beskedenhed i den sammenhæng foreslå at slå vejen forbi Lyngby Stadion og tjekke Kim Aabechs talenter ud. I ham vil man ikke alene få en spiller, hvis forbogstaver er identiske med klubbens; man vil også få et dansk talent ud over det sædvanlige, der stadig kan udvikles på. I samme nu kunne man jo intensivere snakken med Brian Priske, så man også i de bagerste rækker sikrer holdets fremtidige status som tophold. Til sidst: farvel Rade - og tak for målene og engagementet! Gid du må få masser af succes i det engelske.