AaB havde styr på begivenhederne

Jyllandsserien damer AaB-Klarup 3-0 (2-0) Mål: 1-0 Lene Larsen, 2-0 Jane Rytter, 3-0 Josefine Dencker AALBORG: Der blev aldrig rigtig spænding for alvor i sæsonens første lokalopgør mellem de to nyoprykkede klubber for efter tre uafgjorte kampe på stribe viste hjemmeholdet for alvor den rette indstilling og havde styr på begivenhederne. Allerede efter få sekunder blev en friløber misbrugt og kort efter fik AaB-damerne bolden i mål efter et frispark, men det blev underkendt som følge af et frispark til gæsterne forinden. I det 20. minut var der imidlertid intet at stille op, da Lene Larsen for fjerde kamp i træk fik scoret med et imponerende langskud. I de følgende minutter blev det til flere gode indlæg og næste scoring faldt i det 35. minut, da Jane Rytter var på pletten. Efterfølgende løb AaB ind i et gult kort og det gjorde, at intensiteten og tempoet faldt i resten af første halvleg. Efter pausen forsøgte Klarup at presse hjemmeholdet længere oppe på banen men det fik de godt spillende AaB-damer afvist og det blev til endnu en scoring til hjemmeholdet, som denne gang blev annuleret som følge af off-side. Der blev dog scoret igen i det 73. minut da endnu et indlæg fra kanten af Josefine Dencker fandt direkte i mål. Efterfølgende havde Jane Rytter et par gode tilbud men mere blev det ikke til. Efter kampen anerkendte Klarup-træneren Susanne Dam fuldtud AaB's sejr men var tilfreds med både spil og indstilling under de vanskelige betingelser med flere afbud på forhånd og skader undervejs i lokalopgøret oveni.