AaB henter svensk forsvarsprofil
AaB har skrevet en toårig kontrakt med den svenske forsvarsdirigent Markus Holgersson
Opdateret kl. 22:54
AALBORG: AaB har skrevet en toårig kontrakt med den svenske forsvarsdirigent Markus Holgersson. Med option på yderligere et år. Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.
Markus Holgersson har i de seneste par sæsoner været viceanfører hos cypriotiske Anorthosis Famagusta FC, og inden opholdet på Cypern var den 30-årige midterforsvarer i to år under ledelse af den tidligere mestertræner i AaB Hans Backe anfører for amerikanske New York Red Bulls.
- Markus Holgersson er en stærk forsvarsspiller, og han har båret anførerbindet i de fleste af sine klubber, hvilket vidner om karakter og gode lederegenskaber. Vi har i et stykke tid arbejdet på at lukke en aftale med ham, og vi er glade for, at han har valgt AaB som sin nye klub, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde og fortsætter:
- Med tilgangen af Markus Holgersson bliver vi tilført den forsvarsstyrmand, som vi har ledt efter de seneste to-tre måneder, og vi er dermed godt dækket ind med Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg og U/19-landsholdsspiller Morten Rokkedal til sammen med Markus at kæmpe om og bestride positionerne i det centrale forsvar.
Har kun hørt godt om AaB
I svensk fodbold slog Markus Holgersson sit navn fast i Ängelholms F.F. i perioden 2005-2008 og efterfølgende i Helsingborgs I.F. i årene 2009, 2010 og 2011, hvor det i den sidste sæson sammen med blandt andre den nuværende AaB’er Rasmus Jönsson endte med en historisk The Treble.
190 centimeter høje Markus Holgersson, der valgte ikke at forny sin kontrakt med Helsingborgs I.F. og i stedet i januar 2012 skrev kontrakt med New York Red Bulls, ser frem til at tiltræde i AaB fra den kommende sæson:
- AaB er en topklub, der har præsteret stærkt både i den nationale liga og i Europa, og forhåbentlig kan jeg bidrage til, at vi fortsat kan forbedre os. Fra Rasmus Jönsson har jeg kun hørt godt om AaB, og min ambition er at både holdet og jeg selv vil udvikle os yderligere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.