Håndbold

AaB i kontakt med ADH

Kvindehåndbold i AaB er kommet et skridt nærmere efter Aalborg DH’s ejere på lørdagens bestyrelsesmøde besluttede sig for at give klubben endnu en millionindsprøjtning.

ADH-investor Jesper Skovsgaard og Per Søndergaard, formand for bestyrelsen i AaB A/S, da AaB var tæt på at overtage håndboldforretningen ADH. Foto: Lars Pauli

ADH-investor Jesper Skovsgaard og Per Søndergaard, formand for bestyrelsen i AaB A/S, da AaB var tæt på at overtage håndboldforretningen ADH. Foto: Lars Pauli

AaB A/S sagde i sidste uge, at de stadig var interesserede i at få håndboldkvinder på lønningslisten, og udsigten til at der i den nærmeste fremtid bliver fremlagt en plan, hvor der er strammet op omkring økonomien i ADH, har ikke gjort interessen mindre. Økonomien er nemlig umiddelbart den eneste faktor, som i ADH ikke har levet op til AaB’s kriterier. - Jeg ser det som en naturlig konsekvens, at Aalborg DH i den nuværende situation reetablerer kapitalen. Det er da helt klart en fordel, hvis man skal ud og snakke med potentielle købere af klubben. For vores vedkommende har weekendens udmelding gjort det lettere for os at finde en eventuel løsning med Aalborg DH’s ejere, siger AaB A/S' bestyrelsesformand Per Søndergaard. Han vil samtidig godt erkende, at der i de seneste dage har været kontakt med Aalborg DH’s ejere. - Vi har overfor ejerne givet udtryk for, hvor vi står i forhold til en overtagelse, siger Per Søndergaard, der ikke vil komme nærmere ind på, hvor og hvor meget der er blevet talt med Aalborg DH-ejerne.