AaB i ny og yngre udgave

Gaarde og Borgersen begge ude med skader - Lundberg vraget

AALBORG:Det bliver med en ny strategi og en forynget hær, at AaB's superligahold i fodbold i eftermiddag går på løvejagt i Parken. Systemskiftet fra 4-4-2 til 4-5-1, der blev indøvet under lørdagens træning, synes bevidst valgt for at udsætte FCK for samme medicin, som har bragt AaB i knæ i denne sæson, mens de mandskabsmæssige rokeringer sker mere eller mindre nødtvungent. Midtbanespilleren Allan Gaarde, 29, må holde pause på grund af lyskeproblemer, mens sidste sæsons suveræne topscorer, 34-årige Christian Lundberg er degraderet til danmarksserieholdet, der i dag spiller ude mod Århus Fremad. - Christian Lundberg savner i mine øjne fysisk form til at være på rette tid i rette sted. Men han har taget min beslutning med den rette attitude, og jeg jeg tror, at han snart er tilbage med den effektivitet, der var meget værdifuld for os i foråret, siger cheftræner Erik Hamrén. AaB må igen undvære Bård Borgersen, der ikke bestod lørdagens test, hvorefter Jacob Krüger fortsætter vikariatet i midterforsvaret. Størst pres på FCK I stedet for Allan Gaarde og Christian Lundberg bliver der efter træningen at dømme plads til U21-landsholdsspillerne Martin Pedersen og Jacob "Taz" Sørensen i 4-5-1 formationen. - Måske vælger vi at spille lidt anderledes, lyder det listigt fra Erik Hamrén, der ellers ikke vil bekræfte hverken startopstilling eller systemskift. AaB har tabt tre af sæsonens fire første kampe, efter at holdet med den nye svenske boss ved roret kun led to nederlag i forårets 13 superligarunder. - Forklaringen er i høj grad, at alle vores fire modstandere i denne sæson har stået meget lavt på banen og levet på disciplineret kontraspil. Under træningen viser vi faktisk bedre fodboldmæssige end i foråret, men i kampene har vi for sjældent været gode nok til at få det vigtige føringsmål, og efterhånden er de skuffende resultater også gået ud over selvtilliden. - Nu ligger vi næstsidst, og tabellen stresser altid, men vi skal vise, at vi ikke er bange, pointerer AaB-træneren, der betegner dagens to hold i Parken som sæsonens to største skuffelser i Superligaen. - Presset er størst på FCK, fordi de har hjemmebane og er tippet til en placering helt i top. Det skal vi forsøge at udnytte.