AaB Ishockey har back på tegnebrættet

AALBORG: I sidste uge gik der dønninger igennem AaB Ishockey, da tjekkiske Ales Dvorak angiveligt skulle være på vej til at bryde sin kontrakt og skøjte til italiensk ishockey. Nu spekulerer sportschef Keld Frederiksen seriøst på, om klubben trods en fortsat tjekkisk forbindelse skal hyre en ny back. - Nu har Martin Rejthar snart været skadet et stykke tid, så vi er virkelig sårbare på backpladserne, siger han med henvisning til, at kun seks forskellige backs har været i aktion i denne sæson, men aldrig på samme tid. Først var Rasmus Pander ude i seks kampe med en brækket kæbe. Nu har Martin Rejthar indtil videre misset ti kampe og er heller ikke med fredag aften til den svære udekamp mod Herning. En kamp, hvor aalborgenserne iøvrigt skal forsøge at rejse sig efter tre nederlag på stribe og sidste afklapsning i Herning på 2-8. - Så vi kan ganske enkelt ikke tåle endnu en skade på backpladserne, konstaterer sportschefen. - Derfor kunne jeg da godt finde på at hente en ny back, hvis ellers økonomien er til det. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi så skulle bryde gentlemanaftalen omkring seks udlændinge. Vi kunne jo nøjes med at bruge seks udlændinge ad gangen. Keld Frederiksen ville dog ikke være bleg for at se bort fra den aftale, klubberne indgik sidste år for at begrænse udlændingene. Han henviser til, at Odense bryder aftalen med syv udlændinge i truppen. - Det samme gør Rungsted, for Slava Truhno er altså stadig ikke dansk statsborger, mener sportschefen. Russiske Leonid Truhnos søn har søgt om dansk statsborgerskab, men mangler stadig at få papirerne i orden og er derfor formelt Rungsteds syvende udlænding. - Hvis vi henter en ny back, så skal det være en virkelig profil. Ellers kan vi lige så godt satse på vores unge spillere, som jeg også gerne vil pleje, siger Keld Frederiksen.toto