AaB Ishockey skriver med Ravn

Tidligere frederikshavner bliver i AaB Ishockey efter et succesfuldt try-out. Svenskers skæbne endnu uvist.

Martin Ravn har underskrevet en et-årig aftale med AaB Ishockey, erfarer NORDJYSKE Medier. Forwarden kunne ikke blive enig med Frederikshavn White Hawks' træner Henrik Christiansen om sin rolle for høgene og valgte derfor at prøve sig selv af på et try-out i AaB Ishockey. Det har nu kulmineret med en kontrakt for resten af sæsonen. Svenske Robin Bergman har været på et lignende try-out med succes. Han scorede i AaB's 3-4-nederlag i pokalen til Copenhagen Hockey i aftes, og AaB Ishockeys direktør Frederik Åkesson vil i dag forsøge, om han kan finde pengene i den trængte organisation til at tilknytte den svenske forward på en permanent aftale.