Fodbold

AaB Ishockey tæt på topholdet

AaB havde chancen for at tage point fra SønderjyskE, men måtte i sidste ende se sig besejret med 1-2.

Lou Dickensen bragte AaB på måltavlen i 3. periode, men desværre kom udligningen aldrig. Foto: Torben Hansen

Lou Dickensen bragte AaB på måltavlen i 3. periode, men desværre kom udligningen aldrig. Foto: Torben Hansen

Hjemmeholdet kom hurtigt under pres, da Mick Jensen efter bare halvandet minut bragte gæsterne i front. AaB svarede imidlertid flot igen med godt omstillingsspil og frisk offensiv ishockey. Skarpheden foran mål var det eneste, der virkelig manglede og så kunne SønderjyskE tage deres 1-0 føring med til pause. I 2. periode var det et anderledes dominerende SønderjyskE-hold, der kom på banen. AaB kunne slet ikke få vendt spillet mod de fysiske sønderjyder og skulle prise sig lykkelige for kun at lukke et enkelt mål ind i perioden, som Christoffer Kjærgaard stod for efter 26 minutters spil. AaB tabte i den periode skudstatistikken med 4-17. Hvis den første pause havde gjort sønderjyderne godt, så var det AaB, der fik mest ud af den anden. De kom ud til 3. periode med ny energi og efter 46 minutter kunne canadiske Lou Dickenson bringe spændingen helt tilbage i kampen. I resten af opgøret pressede hjemmeholdet på for udligningen, men et kompakt forsvar og en meget velspillende Alfie Michaud i SønderjyskE-målet holdt dem fra fadet. AaB måtte indkassere sæsonens andet nederlag og ligger nu nummer tre i isligaen.