AaB-kaptajn ude af pokalkamp

Bo Nordby ikke med mod Herlev i aften

Ole Fink Mejlgaard
Bo Nord­by An­der­sen bli­ver spa­ret til re­tur­op­gø­ret i po­kal­tur­ne­rin­gen på tirs­dag.Foto: Tor­ben hansen
Ishockey 6. september 2006 06:00

AALBORG: Det bliver uden anfører Bo Nordby Andersen, at AaB Ishockey i aften drager til Herlev til den første af to pokalkvartfinaler mod Herlev Hornets. Den 27-årige AaB-kaptajn har pådraget sig en forstrækningsskade i maveregionen. - Så vi vælger at spare ham i den første kamp, men han er med i returkampen i næste uge, oplyser AaB Ishockeys cheftræner, Heinz Ehlers. Herlev spillede sig på overbevisende måde videre til pokalkvartfinalerne via to overbevisende sejre over Frederikshavn White Hawks. Især 8-1 sejren ude over Frederikshavn i den første kamp gav genlyd, men den lægger Heinz Ehlers nu ikke så meget i. - Jeg så kampen, og der var stor forskel på de to hold, men jeg tror også, at Frederikshavns indsats i den kamp hang sammen med, at de var trætte efter en ugelang træningslejr i Tjekkiet lige op til kampen. Herlev fik alt for meget plads, men mod os kan Herlev godt indstille sig på, at der bliver tacklet igennem. For os starter sæsonen i den kamp, garanterer Heinz Ehlers. Herlev Hornets har skiftet voldsomt ud i truppen i forhold til sidste sæson, hvor klubben som den eneste ikke slap videre til slutspillet. Klubben har ikke mindst forstærket sig ved at hente målslugeren Robert Burakovsky i netop AaB. - Ingen tvivl om, at Herlev har fået mere kvalitet i truppen, men selv om de er dygtige, så har vi en bredere trup, vurderer Heinz Ehlers. Selv om stort set al fokus i dansk ishockey er på den forestående turnering om det danske mesterskab, så fastslår AaB-træneren, at nordjyderne prioriterer pokalturneringen højt. - Hver gang, vi går på banen, så gør vi det for at vinde. Vi vil nå helt frem til finalen i pokalturneringen, for i kraft af den førsteplads, vi sikrede os i grundspillet i sidste sæson, så skal en eventuel finale med os som det ene hold spilles i Aalborg, noterer Heinz Ehlers.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...