Fodbold

AaB klædte NB af

NB - AaB 1-6 (0-3) FODBOLD, DANMARKSSERIEN NØRRESUNDBY: Der stod vigtige point på spil for AaB, mens NB kun havde æren at spille for i lokal- og arvefjendeopgøret i Danmarksserien. Men efterhånden som kampen skred frem, var det tydeligt, at AaB-spillerne var mest motiverede. De fik ganske vist også en drømmestart på opgøret med mål efter kun 4 minutter, og det var som om, at NB'erne aldrig fik den chockstart rystet af sig. Et rigtigt lokalopgør skal også indeholde dramatik, og det kom der, da Fabiano lavede en meget grim tackling på Lars Kristensen fra NB. Fabiano fik naturligvis rødt kort for forseelsen, men temperamentet kogte også over for Kristensen, som efterfølgende skubbede AaB-spilleren omkuld. Dermed var der også tidlig badebillet til kampjubilaren, der nok sent vil glemme sin kamp nummer 100 for NB. - Vi straffer NBs fejl i 1. halvleg uden at være prangende, og efter pausen straffer vi dem på kontra, siger træner Finn Christensen. Nu holder vi liv i vores oprykningsdrømme, slutter en glad AaB træner. - Det her er en trist afslutning på turneringen for os, siger NB træner Jens Overgaard og fortsætter: De scorer på alt, og det var ikke vores dag, nu ser vi frem mod næste sæson, for vi er jo sikre på at blive i rækken. AaB har efter sejren over NB stadig mulighed for at rykke op i 2. division. Det kræver dog, at AaB selv vinder den svære udekamp i Ikast, og at Varde højst får uafgjort mod Randers. Selvom Randers skulle slutte på en af de fire oprykningspladser, kan holdet ikke rykke op, fordi deres superligamandskab rykker ned i 1. division. Dermed er vejen banet for AaB, selvom de eventuelt slutter som nummer 5 i rækken efter Randers.Zim Kampfakta: Mål: 0-1 Marcelinho 4. minut, 0-2 Besart Berisha 22. minut, 0-3 Tue Brix 26. minut, 1-3 Mark Vestergaard 64. minut, 1-4 Besart Berisha 65. minut, 1-5 Kristian B. Kristiansen 69. minut og 1-6 Besart Berisha 85. minut. Røde kort: Fabiano Santos AaB og Lars Kristensen NB, 75. minut.