AaB klar til 1/8-finalerne

Reserverne viste høj standard

Hogager - AaB26-32 (12-15) HÅNDBOLD, POKALTURN. MÆND HOGAGER: AaB Håndbold fra Ligaen er planmæssigt klar til 1/8-finalerne i årets landspokalturnering takket være favoritsejren over Hogager fra 2. division vest, og i går viste flere af AaB-reserverne, at de er klar til de forestående DM-semifinaler mod GOG. AaB var som ventet uden det skadede trekløver Håvard Tvedten, Pelle Larsen og Bo Pedersen, og bagspilleren Jesper Koch blev også sparet på grund af knas med ryggen, men de skulle dog alle fire blive klar til den første DM-semifinale ude mod GOG på lørdag. Hogager kom frisk fra land i gårsdagens pokalkamp, og hjemmeholdet førte både 4-1 og 7-5, men herefter gik AaB fra den vante 6-0-opdækning i forsvaret til en skæv 5-1-opdækning. Det skaktræk gav bonus. AaB scorede syv mål på stribe og kom foran 12-7 - herefter førte gæsterne kampen igennem. I AaB-målet vogtede den vante reservekeeper, Ole Kuhr, buret i de første 45 minutter, mens landsholdsspilleren Søren Rasmussen først kom i aktion i det sidste kvarter. - Vi spiller en godkendt kamp, og reserverne kommer ind og viser, de er klar til DM-slutspillet. Desuden blev vi forskånet for yderligere skader, siger AaB-sportschef Jan Larsen.jeri Kampfakta: Stillinger undervejs: 4-1, 7-5, 7-12, 17-22, 20-27. Mål for AaB: Heino Holm Knudsen 6, Børge Lund og Mads Rytter hver 5, Rune Ohm, Christian Back og Nils Pedersen hver 4, Robert Savkovic og Søren Larsen hver 2.