AaB knuste Frederikshavn

Med otte afbud gik Frederikshavn White Hawks kold i tredje periode i lokalslaget mod AaB Ishockey

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frederikshavns keeper Miroslav Lipovský er her i knæ i lokalopgøret, som AaB til slut dominerede stort. Foto: Kim Dahl Hansen

Frederikshavn White Hawks led sit syvende nederlag på stribe, da AaB Ishockey hertil aften sejrede 5-1. Men lokalopgøret var langt mere jævnbyrdigt end cifrene signalerer, og man skulle helt hen til tredje periode, før AaB Ishockey satte slåen i med tre træffere, som Tobias Kisum satte to af, mens Jonas Guldbæk stod for den sidste. AaB Ishockey var generelt bedst i spillet fem mod fem, men en forfærdelig dårlig disciplin, forhindrede ålborgenserne i slå fuld kapital af den overlegenhed før langt hen i opgøret. De rødklædte stod i kø for at begå forseelser - gerne milevidt fra pucken. Høge-udligning i 1. periode De mange AaB-udvisninger fik frederikshavnerne dog kun konverteret til den ene scoring Kristoffer Jonsson svirpede ind i første periode. En træffer, som udlignede den føring Jonssons landsmand fra AaB, Robin Bergman, havde etableret på et flot soloraid fire minutter forinden. 17-årige Christopher Frederiksen, som før sæsonen skiftede netop høgene ud med AaB Ishockey slog en returpuck i nettet til 2-1 i anden periode. Sammebrud efter Kisum-scoring Frederikshavn havde herefter en helt håndfuld muligheder i powerplay, men var alt for statiske og ubeslutsomme, og da Lou Dickenson serverede en sikker træffer, som Tobias Kisum lagde ind til 3-1 i starten af tredje periode, faldt høgene helt sammen. Med otte afbud til kampen var arbejdsbetingelserne noget nær umulige for et frederikshavner-hold, som nu har tabt syv på stribe, men som kan spille op med hvem-som-helst i stærkeste udgave. AaB Ishockey bevægede sig derimod op på femtepladsen med holdets tredje sejr på stribe.