AaB krydser fingre for brasiliansk kvalitet

To ukendte spillere ankommer i dag til træningslejren i Portugal

Hvis AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen her til formiddag ses vandrende hvileløst rundt i Lissabons lufthavn, har det en helt klar årsag: Han er på udkig efter to brasilianske fodboldspillere, som han intet kender til, men som han håber kan blive til noget stort på AaB's Superligahold og helst så hurtigt som overhovedet muligt. - Jeg har faktisk ingen anelse, om de er venstre- eller højrefodsspillere, om de er store eller små eller hvilket niveau de har, siger Lynge Jacobsen, der dog er blevet lovet, at den ene er forsvarsspiller, og den anden er angriber. - Vi havde faktisk bedt om én angriber mere, så vi havde noget at vælge imellem, men nu får cheftræner Erik Hamrén en uge til at vurdere hvad de kan, og er de gode nok, rejser jeg hjem til Danmark med spillerne for at få papirerne på plads, inden den danske transferdeadline udløber med udgangen af denne måned. Der bliver i første omgang ikke tale om hverken køb eller leje, men derimod om en låneaftale. Det forudsætter, at samarbejdsaftalen med den brasilianske klub bliver til noget, og med det i udsigt tror sportsdirektøren på to gode spillere med flyveren fra Brasilien : - Hvis de mener det alvorligt med et samarbejde, må man gå ud fra, at de sender to spillere, der kan begå sig. Hvis ikke de to her er gode nok, må vi nok se os om efter en anden klub i det sydamerikanske. Der er klubber nok i Argentina og Brasilien, der byder sig til, fordi antallet af pengestærke europæiske klubber svinder ind. Der venter under alle omstændigheder cheftræner Erik Hamrén en svær opgave: - Otte dage er ikke lang tid, og hvis jeg kun havde haft den tid til at fælde en dom over Afonso Alves, er det meget muligt han ikke var blevet i Örgryte. Det kræver normalt mindst tre uger at vurdere, om de har en chance for at begå sig i europæisk fodbold, men nu må vi se hvad der sker. I AaB krydses der fingre for, at Lynge Jacobsen får gevinst i lufthavnen. Det optimale udbytte er en midterforsvarer, der har niveau til at supplere de skadeplagede Bård Borgersen og Klebér Saarenpää og en topangriber som erstatning for måltyven Christian Lundberg. Men i første omgang er man vist bare glade for to brasilianske fodboldspillere med en flyver. Store eller små, tykke eller tynde.