AaB-kvartet udenfor i bundkamp

Tre karantæner og skader i kølvandet af unødvendigt nederlag.

ESBJERG:- Vi får brug for nogle af dine amatørspillere næste gang, lød det fra en frustreret AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen, da formanden for moderklubben AaB af 1985, Jesper Møller, lagde vejen forbi det slagne holds omklædningsrum på Esbjerg Stadion. 2-3 nederlaget til Esbjerg sendte AaB ned som fjerdesidst i Superligaen, og fire stamspillere står udenfor, når bundholdet Herfølge på lørdag gæster Aalborg Stadion i en direkte tv-kamp. Højre back Allan Olesen og midtbaneduoen Stefan Schmidt og Rasmus Würtz afsoner karantæne, efter at alle tre spillere i går indkasserede sæsonens tredje gule kort - allerede i femte spillerunde! Og Allan K. Jepsen, venstre back, bremses af en skade, der tvang ham til at udgå i Esbjerg. - Jeg bliver næppe klar mod Herfølge. Der er tale om en fiberskade i baglåret, som det normalt tager to uger at overvinde, fastslog Allan K. Jepsen. Straks efter slutfløjtet i Esbjerg drøftede Poul Erik Andreasen situationens alvor med sportsdirektør Lynge Jacobsen, men uden signal om yderligere forstærkning end angriberen David Nielsen, der præsenteres i dag, og muligvis en midtstopper, som skal lejes inden lukningen af transfervinduet med udgangen af denne uge. - Det er uforsvarligt, at vi råder over så få forsvarsspillere, og leje af én spiller er absolut minimum, sagde AaB-træneren, der under alle omstændigheder skal i gang med et større puslespil for at få udfyldt de ledige pladser. Trond på midtbanen Han regner med at skubbe den norske landsholdsspiller Trond Andersen frem på favoritpladsen på midtbanen, men det kræver en ny midterforsvarer, samtidig med at der skal findes afløsere til begge backpladser. Her er Martin Pedersen selvskreven til den ene post, mens den anden spiller, der blev sorteret fra i AaB's 17-mandstrup i går, Peter Tranberg, banker på til midtbanen. Sammen med David Nielsen og en endnu unavngiven lejesvend kan AaB akkurat stille en fuldtallig trup med kontraktspillere, men kortene skal blandes på utraditionel vis. Efter kampen i Esbjerg ærgrede Poul Erik Andreasen sig dog mere over nederlaget til Superligaens nye førerhold end de barske udsigter mod Herfølge. - Vi kontrollerede opgøret fuldstændigt, og det varede næsten en time, før Esbjeg havde deres første afslutning. Men i de næste 12 minutter lavede vores forsvarskæde flere fejl end i sæsonens fire første kampe tilsammen, og det udnyttede Esbjerg dygtigt til at vende 0-1 til 3-1. - Jeg ved ikke, om vi blev lullet i søvn, eller det var Esbjergs øgede tryk, der knækkede os. Men inden Esbjergs første scoring havde deres pres overhovedet ikke været farligt.