AaB-lazaret før løvejagt

FCK kommer til Aalborg med 10 sejre på stribe

Søren Rasmussen har stået glimrende i de seneste kampe, men AaB-keeperen er tvivlsom til dagens brag mod FCK. Foto: Lars Pauli

Søren Rasmussen har stået glimrende i de seneste kampe, men AaB-keeperen er tvivlsom til dagens brag mod FCK. Foto: Lars Pauli

AALBORG:AaB Håndbold har i forbedret udgave genoptaget Ligaen med fem point i tre kampe, men før dagens ultimative udfordring hjemme mod FCK er holdet igen ramt af den uheldsbølge, der har kendetegnet sæsonen som helhed. I ugens løb har hele fire stamspillere været borte fra træningsbanen, og mens Håvard Tvedten og Thomas Klitgaard synes spilleklar efter forstrækninger i låret, er situationen kritisk for målmanden Søren Rasmussen og bagspilleren Rasmus Haagensen, der i lighed med tidligere begge plages af rygsmerter. - Det er måske netop de to, der har spillet allerbedst i de seneste kampe, så deres skavanker er naturligvis irriterende, siger sportsdirektør Jan Larsen med stærke forhåbninger om, at duoen melder sig klar i sidste øjeblik. Søren Rasmussen meldte fredag om fremgang med ryggen, men var til gengæld sengeliggende med feber og måtte i lighed med en influenzaramt André Jørgensen kvitte den afsluttende træning. Frygtindgydende Kampens betydning er indiskutabel for AaB, der skal bruge to point for at holde liv i håbet om en slutspilsplads, men i forhold til de foregående opgaver stiger sværhedsgraden betydeligt mod et FCK-hold, der med den imponerende udesejr på 43-36 i søndags over Team Tvis Holstebro nåede op på 10 sejre i træk. De glubske løver føres an af den norske stregspiller Frank Løke, der har scoret 102 gange i denne sæson, primært suppleret af de svenske landsholdsbacker Martin Boquist og Kristian Svensson med henholdsvis 88 og 86 scoringer. Hertil kommer bl.a. den tidligere landsholdskeeper Peter Nørklit og playmakeren Morten Krampau, der erfaringsvis volder AaB store kvaler. - Der er ingen tvivl om, at FCK råder over et rigtig godt hold, men i oktober spillede vi trods alt 34-34 mod dem i København, efter at de havde udlignet i sidste sekund, pointerer Jan Larsen, der har recepten på sejr klar. - Det handler om, at vores målmænd og forsvaret som helhed får godt fat, således at vi kan lave en del kontramål. FCK har i deres seneste kampe scoret 35-40 mål, og kommer de derop igen, får vi meget svært ved at vinde. AaB-defensiven kan mobilisere selvtillid i det faktum, at Fredericia og Team Helsinge som de to seneste modstandere er holdt nede på henholdsvis 25 og 26 mål. Men det er altså skytter af en anden kaliber, der skal stækkes i dag i Aalborg Stadionhal...