AaB må bede moderklubben om hjælp

Sportsbutikker og feriepengesag koster AaB dyrt i regnskab

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:AaB A/S kommer som ventet ud af 2013 med et stort underskud på hele 27,1 mio. kr.

AaBs egenkapital er negativ med 22,2 mio. kr., og situationen er nu så alvorlig, at AaB A/S igen må bede moderklubben AaB af 1885 om millionlån.

Det gjorde AaB senest i 2012, og de penge blev betalt tilbage i 2013.

- Opbakningen fra vores moderklub er enestående, og vi har ydermere fået positive tilkendegivelser fra en række interessenter. Vi arbejder hårdt for at finde en samlet og langsigtet løsning for AaB, så vi kan fastholde vores position blandt de førende klubber i Superligaen og vores fokus på talentudviklingen i hele Nordjylland, siger AaBs administrerende direktør Stephan Schors.

Alvorlig situation

AaB forhandler stadigvæk med en investorgruppe om tilførsel af yderligere kapital.

Det store underskud skyldes ifølge AaB først og fremmest hensættelser til feriepengesagen samt nedskrivninger i forbindelse med afviklingen af sportsbutikkerne Sport On Top. Samlet set har AaB A/S nedskrevet aktiverne med 36,3 mio. kr.

- Vi er stadig i en svær og meget alvorlig situation, men det er meget tilfredsstillende, at vi fraset de beskrevede reguleringer, hensættelser og nedskrivninger kan fremvise en positiv drift, hvilket bekræfter os i, at vi er på rette vej, siger AaBs administrerende direktør Stephan Schors i en pressemeddelelse.

Overskud på primær drift

Han henviser til, at det lykkedes for AaB at få et overskud på 34.000 kr. på den primære drift uden transferindtægter, hvilket er en forbedring på 10,9 mio. kr. i forhold til 2012.

Med andre ord har AaB A/S nu overskud på den primære drift, når klubben ser bort fra hensættelserne til feriepengesagen på 17 mio. kr. og afviklingen af sportsbutikker på i alt 13,9 mio. kr., og desuden har AaB foretaget en revurdering af aktiver, hvilket har givet en nedskrivning på i alt 5,4 mio. kr., og det ser direktøren som et lyspunkt i den svære økonomiske situation, som AaB står i netop nu.

AaB tjente knap 9.2 mio. kr. på spillersalg i 2013, og omsætningen er steget med 6,2 mio. kr. til 72,8 mio. kr. i 2013 i forhold til 2012.

AaB forventer i 2014 et nul-resultat. Heri indgår ikke yderligere transferindtægter end dem, der er realiseret i januar 2014.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.