AaB-målmand fastholder sin landsholdsplads

20-årige Thomas Kahlenberg, Brøndby, er det nye islæt

Fodboldlandsholdet 23. april 2003 08:00
KØBENHAVN: AaB-målmanden Jimmy Nielsen - som nu har holdt nullet i to Superligakampe i træk - fik genvalg til det danske fodboldlandshold, som næste onsdag møder Ukraine i en venskabskamp i Parken. Jimmy Nielsen supplerer førstevalget til pladsen, Thomas Sørensen, Sunderland, idet AaB'erens rival til pladsen, FC Midtjyllands Peter Skov-Jensen, fortsat er ukampdygtig på grund af en brækket tå. Største overraskelse i den danske trup er udtagelsen af Brøndby-talentet, 20-årige Thomas Kahlenberg, som er avanceret fra U 21-landsholdet efter nogle gode præstationer her, blandt andet to scoringer i 3-0 sejren senest over Bosnien. - Morten Olsen fortalte mig, da jeg var med U21-landsholdet i Rumænien, at han havde overvejet at tage mig med på landsholdet. Han sagde, at det jo kunne være chokerende for sådan en ung dreng pludselig at blive udtaget, så derfor fik jeg at vide, at jeg var inde i billedet, fortæller den tidligere Hvidovre-spiller, der trods "advarslen" stadig har svært ved at forstå den ny status som landsholdsspiller. - Det er gået ufatteligt hurtigt, og jeg er selvfølgelig både glad og stolt over at komme med. Inden jeg snakkede med Morten Olsen, havde jeg overhovedet ikke skænket landsholdet en tanke. Jeg er forholdsvis ny i det her, men jeg ser frem til at møde de nye holdkammerater. Jeg kender heldigvis spilsystemet, som stort set er det samme som i Brøndby, siger Thomas Kahlenberg. Landstræner Morten Olsen forklarede, at der efterhånden er tradition for at prøve unge talenter af på landsholdet - som det tidligere på sæsonen er sket med Michael Silberbauer fra AaB og Jan Kristiansen fra Esbjerg. - Thomas Kahlenberg har bevist, at han trods sin unge alder kan spille på et teknisk meget højt niveau i Superligaen. Jeg ser ham som en spiller, der kan placeres lige bag den dybe angriber eller som en af de to spillere på midtbanen, forklarede Morten Olsen. Ud over Thomas Kahlenberg vender mere rutinerede kræfter som den tidligere AaB'er Jesper Grønkjær, Chelsea, og Thomas Helveg, Milan, tilbage til truppen, efter at de begge måtte stå kampene mod Rumænien og Bosnien over grundet skader. Desuden er det oplagt, at Martin Laursen, Milan, genindtræder på holdet, efter at han sad matchen mod Bosnien over med karantæne. De to Milan-spillere står i øvrigt foran hvert sit jubilæum mod Ukraine. Helveg spiller sin landskamp nummer 75, Laursen runder 25 kampe. Med i truppen er også Brøndby's Per Nielsen. Han er blevet foretrukket, idet FCK's Martin Albrechtsen mandag kom til skade mod AaB med et brækket ribben og en punkteret lunge, og han er ukampdygtig i mindst tre-fire uger.mingo/ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...