AaB-målmand fik flot debut på landshold

LA MANGA: AaB-keeperen Kenneth Stenild Nielsen fik debut og spillede hele kampen, da det danske U 19-landshold sluttede en turnering i spanske La Manga af med at besejre Irland 2-1. Kenneth Stenild, der i holdets tredje og sidste kamp i turneringen henviste Manchester Citys Kasper Schmeichel til bænken, viste gode takter mod Irland. I opgørets sidste minut hev Kenneth Stenild Nielsen en flot redning ud af ærmet, da han klarede et hovedstød helt ude ved den ene stolpe. Det blev også til fuld spilletid for AaB-midtstopperen Michael Jakobsen. Sidstnævnte, som AaB har købt fri i hollandske PSV Eindhoven, spillede alle tre kampe i fuld længde, og med sejren over Irland sluttede Danmark på andenpladsen i turneringen i La Manga. U 19-landsholdet var - trods torsdagens 1-5-lussing mod Norge - tilmed uhyre tæt på førstepladsen. Det ville være blevet en realitet, hvis Norge og Tjekkiet havde spillet uafgjort i deres sidste kamp, men Tjekkiet vandt 2-1 i kølvandet på, at Norge havde fået en scoring annulleret sekunder før slutsignalet. Tjekkerne vandt dermed turneringen.jeri