AaB-nej til Gigantium

Mændene foretrækker at blive i Aalborg Stadionhal

AALBORG:Hellere optræde i en propfyldt Aalborg Stadionhal end et knap halvfyldt/halvtomt Gigantium. Ud fra den filosofi vælger AaB Håndbold foreløbig at fortsætte med Aalborg Stadionhal som hjemmebane til kampene i mændenes liga, selv om AaB er part i det projekt, der i den kommende sæson gør Gigantium til håndboldarena med plads til ca. 5.000 tilskuere. Stadionhallen rummer kun 1.800 tilskuerpladser, og i AaB-lejren har det naturligt nok været overvejet at følge ligakvinderne fra Aalborg DH og gøre storhallen i Aalborg Øst til fast hjemmebane. - Vi befinder os glimrende i stadionhallen, hvor den intense stemning smitter af på spillerne og giver os et ekstra plus. I sidste sæson fik vi gang på gang modstandernes ord for, at Aalborg er den værste udebane for dem, og den opfattelse ønsker vi ikke at ændre, forklarer AaB Håndbolds sportschef, Jan Larsen, med et smil - Vi øgede i fjor tilskuertallet på hjemmebane med omkring 70 procent - fra gennemsnitlig 700 til 1.200 - og til slutspilskampen mod Kolding IF kunne vi uden tvivl have solgt omkring 5.000 billetter. - Hvis interessen igen bliver af den størrelsesorden, er det rart at have Gigantium i baghånden, og en flytning kan ske med forholdsvis kort varsel, pointerer Jan Larsen, der i første omgang skeler til opgaverne i den europæiske EHF Cup. Her træder AaB direkte ind i 1/16-finalerne med terminer i weekenderne 8.-9. og 15.-16. november. Lodtrækningen foretages 21. oktober, og med bl.a. tyske og spanske storklubber som deltagere er niveauet hævet væsentligt i forhold til Aalborg-holdets europæiske debut i sidste sæson i den lavere rangerede Challenge Cup. Travle nytårsdage Hvis AaB kvalficerer sig til 1/8-finalerne i EHF Cup, venter der kampe 13.-14. og 20.-21. december, så friheden omkring jul og nytår kan blive knap for nordjyderne, der i Ligaen spiller på så uvante tidspunkter som 30. december og 3. januar. Forklaringen er dels de europæiske opgaver, dels hensyn til EM-slutrunden fra 22. januar til 1. februar i Slovenien, der bevirker, at Ligaen ligger stille i en måned. Jan Larsen frygter ikke, at Aalborg DH's navnestærke oprykkere vil "stjæle" tilskuere og sponsorer fra AaB-mændene - tværtimod. - Jeg er overbevist om, at den generelle interesse for håndbold vil blive øget, og rent sponsormæssigt har det aldrig kørt bedre for os end nu.